Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at virksomhederne i installationsbranchen og i metalindustrien er kraftigt udfordret af corona-epidemien. Mangel på efterspørgsel er fra den ene dag til den anden blevet en stor udfordring.
47 procent af metalvirksomhederne, 40 procent af VVS- og blikkenslagerforretninger og 34 procent af virksomhederne inden for elinstallation rapporterer nu om, at mangel på efterspørgsel begrænser deres produktion. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Dermed er balancen væltet, så det i dag nu er flertallet af virksomhederne, der oplever begrænsninger.
”Her ser vi med virksomhedernes egen stemme, hvordan de – fra den ene dag til den anden – pludselig oplever store begrænsninger i produktionen. Foruden mangel på efterspørgsel er det, der betegnes som ”andre begrænsninger”, altså corona, også sprunget kraftigt i vejret,” siger Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom i TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer 4.300 virksomheder indenfor el, vvs og metal.
Når efterspørgslen pludselig falder, må man hurtigt justere produktionen, afskedige medarbejdere eller benytte lønkompensationsordningen, der er en del af regeringens hjælpepakker. De nye tal fra Danmarks Statistik er derfor helt centrale for danskernes forståelse af hvordan, det reelt står til ude i virksomhederne.
”Hjælpepakkerne er rigtig nyttige. Men tallene bekræfter også, at vi skal have fat i efterspørgslen. Det er vigtigt, vi får genstartet den, for ellers kommer vi ikke fri af den onde spiral, vi sidder i nu,” siger Maria Schougaard Berntsen.
Finansministeren udtalte i går, at regeringen ønsker at tage initiativer, der gør Danmark grønnere og tager fat på klimaudfordringerne – samtidig med at det skal kickstarte økonomien. En prioritering, TEKNIQ Arbejdsgiverne ifølge Maria Schougaard Berntsen er enige i:
”Vi har via klimapartnerskaberne sammensat et helt katalog af konkrete forslag, som politikerne bare kan plukke af. Derudover forslår vi fx 130 procents fradrag til virksomheder med udgifter til digitaliserings- og automatiseringsprojekter, udbygning af infrastrukturen til elbiler og en forbedring af BoligJobordningen,” siger Maria Schougaard Berntsen.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)