“Freedom is never more than one generation away from extinction”
Ronald Reagan
Godt fem mio. mennesker nåede i løbet af tre dage at se en stærkt omtalt video af to amerikanske læger, Dan Erickson og Artin Massihi, der d. 24. april på en pressekonference, arrangeret på eget initiativ, tog til genmæle mod først og fremmest den californiske stats nedlukning grundet COVID-19, før YouTube fjernede videoen.
De to læger argumenterede sagligt på baggrund af mange års erfaring med virologi, mikrobiologi og immunologi, men undlod dog ikke at drage politiske konklusioner. De udviste forståelse for de tiltag, der i slutningen af januar blev taget fra den amerikanske regerings side over for denne, nye virus og de erkendte, at den var smitsom. Med udgangspunkt i indsamlede data fra de seneste to-tre måneder – både fra Kern County, hvor de begge arbejder, og i delstaten Californien generelt – mente de imidlertid ikke, der var videnskabeligt belæg for at fastholde karantænen. Karantæne er sædvanligvis for syge mennesker – ikke raske, mindede de om, og videre, at den påtvungne isolation af folk og den frygt, som alarmistiske medier har båret ved til, har haft et væld af negative sideeffekter: Af frygt for smitte holder folk med andre alvorlige sygdomme sig væk fra hospitaler, der lukker afsnit ned og fyrer sundhedspersonale, og udsigten til økonomisk ruin og arbejdsløshed skaber angst, depression samt et stigende antal selvmord og får pressede mennesker til at begå vold mod deres nærmeste familiemedlemmer.
De udtrykte ligeledes den samme undren over myndighedernes inkonsistens, som flere har gjort herhjemme: at mens man kan handle ind i Costco, er det ikke muligt at gå i kirke eller indtage en kop kaffe på den lokale cafe.
Overordnet appellerede de to læger til sund fornuft og gentog flere gange deres opfordring til handling på basis af tal og videnskab – ikke frygt og panik.
I Californien er der, hævdede Erickson, der i øvrigt har norsk baggrund, 0.03 % risiko for at dø af COVID-19, statistik for Norge, der har påbudt karantæne, er ikke så meget bedre end Sverige, der ikke har lukket ned, mange mennesker går allerede rundt med antistoffer mod COVID-19, det er mestendels ældre og svagelige med andre sygdomme, der er i risikogruppen, og antallet af dødsfald matcher – de værst ramte steder undtaget – de dødsfald, der sker ved andre influenza-udbrud.
YouTubes censur af videoen skete således alene pga. de to lægers uenighed med sundhedsmyndighedernes udstukne retningslinjer, og skabte naturligvis berettiget vrede hos alle, der – pandemi eller ej – ser ytringsfrihed som fundamentet for ethvert frit samfund og et nødvendigt bolværk mod magthaveres tyranni; og ligeså stor vrede over, at et privatejet selskab som YouTube, der er kategoriseret som et offentligt forum (læs evt. her), igen-igen tager sig friheden til at opføre sig som udgiver, der kan sortere og censurere efter forgodtbefindende og i tæt alliance med politikere og medier!
I et interview på CNN d. 23. april forklarede YouTube CEO, Susan Wojcicki uden at blinke tech-gigantens politik: (…) ”Men så taler vi også om at fjerne information, der er problematisk, du ved, naturligvis alt, der er medicinsk ubegrundet, så folk, der siger noget à la ”Tag vitamin C”, du ved, ”Spis gurkemeje” som om alt dette ville gøre dig rask… dette er eksemplerne på ting, der vil være en krænkelse af vores politik… alt, der vil være i modstrid med anbefalingerne fra WHO, vil være en krænkelse af vores politik, så at fjerne [sådanne videoer] er en anden meget vigtig del”. [min oversættelse]. Hvad kan man sige andet end, at YouTube får travlt, at der tilsyneladende ikke findes nogen nedre grænse og at det vittige hoved, der fornyligt tilføjede tallet ”84” til COVID-19, havde fat i den lange ende.
Og ”i modstrid med anbefalingerne fra WHO”…? Tucker Carlson fra FOX var ikke sen til d. 28. april at konstatere, at anbefalinger fra WHO ikke altid har tålt et nærmere faktatjek: I midten af januar 2020 forsikrede organisationen således resten af verden om, at COVID-19 ikke kunne smitte fra person til person – uden at denne ”skadelige misinformation” fik YouTube til at reagere.
Ét er den skade og smerte som COVID-19 og det kinesiske kommunistpartis kyniske cover-up har forårsaget over hele verden – noget andet – og langt mere foruroligende på den lange bane – er, at vi over så kort tid har suspenderet demokratiske spilleregler hos os selv i Vesten og er begyndt at spille efter modpartens.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)