24 millioner børn kan dø af mæslinger og polio

24 Millioner af børn er lige nu i risiko for at få livstruende sygdomme vi ellers med succes har bekæmpet. Mæslinger og polio er nogle af de sygdomme, der som konsekvens af COVID-19, nu igen viser sit grimme ansigt. Det sker blot en måned efter, UNICEF advarede om, at mere end 115 millioner børns vaccinationer ikke blev gennemført.

“Det er frygteligt, at sygdomme som vi var kommet rigtig langt med at bekæmpe, nu igen truer de mest sårbare børneliv i verden. Det sker fordi immuniteten forsvinder, i takt med at vaccinationsprogrammerne stoppes,” siger Karen Hækkerup, generalsekretær i UNICEF.

Over hele verden bliver livreddende vaccinationsprogrammer enten suspenderet eller stoppet helt, og i lande som Mali og Niger oplever man lige nu polio-udbrud.

Mens sundhedsarbejdere forståeligt bliver sat ind i kampen mod COVID-19, oplever nogle lande at op mod 80 procent af vaccinerne ikke kommer frem – kombinationen af de to vil komme til at koste børneliv.

”Vi bliver nødt til, som verdenssamfund at tage ansvar for de her børn, der befinder sig i de skrøbeligste lande i verden. Der kommer ingen anden hjælp end den vi giver dem. Vi har fået opbygget en rigtig god immunitet for mange sygdomme hos børn – vi må ikke tabe millioner af dem på gulvet nu,” siger Karen Hækkerup.

Siden december har omkring 65 lnde suspenderet immunitetsgivende vaccinationsprogrammer imod kolera, mæslinger, polio, meningitis og gul feber. 31 lande har udskudt programmerne, og ifølge WHO er det nu på tide – på forsvarlig vis – at kigge på hvad der kan sættes i gang igen.

”Immunitet er et af de stærkeste og fundamentale forebyggelsesredskaber vi har,” siger Dr Tedros Adhanhom Ghebreyesus fra WHO. ”Det er vitalt at det internationale samfund finder sammen og sikrer, at lande på sikker vis gør børn immune overfor dræbersygdomme som mæslinger – også mens vi sammen tackler COVID-19-pandemien.”

Ligesom med andre udbrud af dødelige sygdomme, som f.eks. Ebola, er det vigtigt at have øje for, hvilke konsekvenser sygdommen bringer med sig.

”Vi skal ikke udskifte en dødelig epidemi med en anden. UNICEF sørger hvert år for, at cirka halvdelen af alle verdens børn bliver vaccineret, og helt konkret redder det mellem to og tre millioner børneliv – hvert år. Den indsats fortsætter vi med, men vi har brug for, at hele verdenssamfundet gør en ekstra indsats,” siger Karen Hækkerup.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)