Det surrealistiske knæfald for Black Lives Matter

Det er en surrealistisk oplevelse i disse dage at se alt fra ganske almindelige og tilsyneladende ordentlige mennesker over sportsstjerner til politikere knæle i skam over deres hvidhed og den racismens og undertrykkelsens arvesynd deres hudfarve pr. automatik påfører dem. Og mindre surrealistisk bliver det ikke, når det er Black Lives Matter, der knæles for: en organisation, der helt uden dækning har gjort sig til selvbestaltet talerør for alle sorte til alle tide, og som mere eller mindre udtalt bakker op om den vold og ødelæggelse, der skyller ind over USA i disse uger. Ja ikke bare det – BLM samarbejder åbenlyst med det venstreekstreme tæskehold Antifa om at infiltrere fredelige demonstrationer som dække for voldelige optøjer og angreb på politi og myndigheder.

Utallige er de videoer, hvor overvejende sorte mennesker går til angreb på butikker, som de hærger og plyndrer – og endda går til angreb på butiksejerne til de butikker, de lige har plyndret og tæsker dem med brædder. Det er frygtelige billeder, og dybt, dybt beskæmmende at se mennesker synke så lavt, at de opgiver enhver anstændighed og medmenneskelighed, men går amok i en art rans- og blodrus og ødelægger sagesløse menneskers indtægtsgrundlag og livsværk.

Ikke desto mindre er det de facto den adfærd (og racisme) som amerikanske senatorer, borgmestre og endda politichefer nu i stigende omfang er begyndt at knæle for. Det er politisk korrekthed ad absurdum – ja værre end det: det er et udtryk for den totale kapitulation og et knæfald for opløsningen af den lov og orden, der er forudsætningen for retsstaten. En kapitulation, der flere steder følges politisk op af løfter om at skære voldsomt i politiets budgetter.

Herhjemme har BLM Denmark gjort sig bemærket ved at praktisere raceadskillelse ved deres demonstration foran Christiansborg forleden, og forbød hvide deltagere at bruge den oprakte, knyttede næve som symbol for black power, ligesom hvide fik forbud mod at udtale sig til pressen.

BLM har i USA taget en hel befolkningsgruppe til indtægt for deres racisme mod hvide – og også for de voldelige og udenomsparlamentariske metoder, der efterhånden er blevet deres signatur og som i vidt omfang retfærdiggøres med, at de er udtryk for flere hundrede års opsparet harme over hvides undertrykkelse.

Og den retfærdiggørelse anerkendes i et helt utroligt omfang: således fandt den ellers alderssvækkede demokratiske præsidentkandidat, Joe Biden, overskud til at tale til George Floyds begravelse tirsdag, hvor han lagde al skyld for ulykkerne på den hvide undertrykker i almindelighed og på politiets racistiske magtudøvelse i særdeleshed: ”Hvorfor vågner alt for mange sorte amerikanere op hver morgen og ved, at de kan miste deres liv, bare ved at leve det?” spurgte Biden patosfyldt – og også helt ude i hampen al den stund, at George Floyd jo netop ikke ”bare levede sit liv”: han var dybt kriminel og levede i enhver forstand sit liv på kanten og til stor fare for sine omgivelser. Ikke at han dermed fortjente at dø, som han gjorde, men det er faktisk forargeligt at slå George Floyd i hartkorn med alle de lovlydige sorte, der passer deres arbejde og yder et aktivt bidrag til samfundet.

Det i enhver forstand absurde knæfald for BLM og deres angreb på retsstaten er et slag i hovedet på alle anstændige mennesker – den sorte del af befolkningen ikke mindst: de må lide den tort ikke at blive målt på samme parametre som alle mulige andre, fordi der tilsyneladende ikke kan stilles samme krav til dem om ordentlighed og anstændighed – alene på grund af deres hudfarve.

Det er på en gang den ultimative stjernestund for og det totale kollaps af den identitetspolitiske korrekthed. Jeg spår, at det kun er et spørgsmål om tid, før rusen ebber ud og de hvide kultur-flagellanter af alle racer vågner op med gevaldige tømmermænd. Lad os derfor huske, hvem de er, så de bliver stillet til ansvar og ikke i fremtiden får lov til at gentage skandaler og ulykker som disse.