Politiet advarer butikkerne om falske Euro-sedler i omløb

Forebyggelsessektionen har givet handelsstandsforeningerne syv gode råd i tilfælde af, at en forretning modtager en falsk seddel – eller er i tvivl, om sedlen er falsk.

Syd- og Sønderjyllands Politi har i denne uge mailet til en række handelsstandsforeninger i politikredsen for at gøre foreningerne og deres medlemsbutikker opmærksomme på, at der i øjeblikket er falske Euro-sedler i omløb.

Politiet har taget initiativet efter en stigning i antallet af anmeldelser, som i øjeblikket bliver efterforsket.
Således modtog Syd- og Sønderjyllands Politi i alt 39 sager om falske penge (både Euro og andre sedler) i de første fem måneder af 2020, mens det tilsvarende tal i samme periode året før lå på 10.

– Risikoen for at modtage falske Eurosedler er reelt lille. Men der er tale om alvorlig kriminalitet. Derfor vil vi gøre handelsstandsforeningerne og forretningerne opmærksomme på situationen. I tilgift spiller de ansatte i butikkerne en nøglerolle i forhold til at være de første til at spotte, om en pengeseddel er falsk eller ægte, fremhæver vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.

Syv gode råd

Forebyggelsessektionen har givet handelsstandsforeningerne syv gode råd i tilfælde af, at en forretning modtager en falsk seddel – eller er i tvivl, om sedlen er falsk.

  • Hvis du ikke er sikker på, at en seddel er ægte, skal du ikke tage imod den.
  • Gå ud fra, at kunden er uskyldig, og spørg høfligt, om han/hun har en anden seddel.
  • Underret straks det lokale politi og/eller den sikkerhedsansvarlige.
  • Forsøg at huske så meget som muligt om kunden.
  • Hvis du tror, at du har taget imod en falsk seddel ved en fejltagelse, må du ikke give den videre – det er en kriminel handling, hvis du gør det.
  • Giv den mistænkelige seddel til politiet, en lokal bank eller Nationalbanken. Hvis den er ægte, får du dine penge tilbage.
  • Løb ikke nogen risiko. Er du i tvivl – kontakt dit lokale politi.

Politiet opfordrer desuden butikkerne til at give deres kassemedarbejdere en grundig introduktion til, hvordan de spotter falske Euro-sedler (se gode råd her).

 Antallet af anmeldelser om falske penge (både Euro og andre sedler) i årets første fem måneder
2020 39
2019 10
2018 6
2017 5
2016 18

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)