De Forenede Nationers institutionelle racisme

Af Judith Bergman–  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

Mens beskyldninger om “institutionel” racisme i organisationer, erhverv, universiteter og kulturinstitutioner fortsat skaber overskrifter, er der ingen, der råber op om den institutionelle racisme i De Forenede Nationer (FN).

Hvad er institutionel racisme? Første Google-indgang fortæller, at “Institutionel racisme er en form for racisme, som ligger indbygget som normal praksis i et samfund eller en organisation”.

Hvis man googler “racisme”, definerer en Google-ordbog det som:

“Fordom, diskrimination eller fjendtlighed rettet mod en person eller befolkning på basis af dennes tilhørsforhold til en bestemt race eller etnisk gruppe, typisk en der udgør et mindretal eller er marginaliseret”.

FN tæller alle verdens stater som sine medlemmer, og alle er angiveligt lige ifølge international lov, som FN hævder at overholde. Ifølge organisationens egen logik skulle alle medlemsstaterne i FN derfor behandles ligeligt i dens forskellige undergrupper og dømmes efter de samme normer. Hvis FN for eksempel systematisk udpegede et mindretal bestående af kun én medlemsstat til at blive fordømt for påståede menneskerettighedskrænkelser, mens den fuldstændig ignorerede de dokumenterede menneskerettighedskrænkelser hos en hel hær af andre medlemsstater, så ville denne dobbeltmoral udgøre systematisk diskrimination, eller “racisme”, imod denne ene stat ifølge ovennævnte definition på “institutionel racisme”.

Denne form for systematisk diskrimination, eller “racisme”, er faktisk præcis, hvad FN har foretaget sig gennem årtier imod ét land, Israel, en ganske lille stat med godt og vel 8,7 millioner indbyggere – med en landmasse nogenlunde på størrelse med New Jersey [eller Jylland, overs.] – ud af en samlet verdensbefolkning på 7,8 milliarder mennesker:

FN’s Generalforsamling, FN’s Menneskerettighedsråd (UNHRC) og FN’s Menneskerettighedskommission har vedtaget et stort antal resolutioner og beslutninger imod Israel. Ifølge menneskerettighedsorganisationen (og NGO’en) UN Watch:

“Hvert eneste år vedtager Generalforsamlingen nogle og 20 resolutioner imod Israel og kun 5 eller 6 imod resten af verden tilsammen, herunder én imod hvert af de tre lande Iran, Syrien og Nordkorea. Generalforsamlingen vedtager ingen resolutioner imod systematiske menneskerettighedskrænkere som Cuba, Kina og Saudi-Arabien”.

Diskriminationen alt for åbenlys til, at man kan ignorere den. Der er 193 medlemslande i FN. At lange 20 resolutioner årligt ud mod det eneste demokratiske land i Mellemøsten, som rent faktisk følger menneskerettigheder og lighed for loven – men kun 5 eller 6 imod de resterende 192 stater, som omfatter voldsomme krænkere af international lov så som Kina, Rusland, Nordkorea, Cuba, Venezuela, Saudi-Arabien, Tyrkiet, Nigeria og Iran – vidner om en ekstremt indgroet form for statssponsoreret diskrimination eller “racisme”.

Kina, en stat med 1,4 milliarder mennesker, ligger fortsat som nummer ét verden, når det gælder henrettelser, ifølge Amnesty International. Det kinesiske kommunistregime forfølger skånselsløst etniske og religiøse mindretal og nægter sine egne borgere de mest basale menneskerettigheder så som ytringsfrihed, religionsfrihed og forsamlingsfrihed, som tidligere rapporteret af Gatestone Institute. Hver eneste af disse rettigheder er indeholdt i FN’s egne konventioner og erklæringer. Ydermere holder Kina fortsat Tibet besat, som det invaderede i 1950, og hvortil det har flyttet millioner af etniske kinesere for at “sinosere” området – i en overtrædelse af Artikel 49 i den Fjerde Geneve-konvention som fastslår, at en besættende magt ikke må “deportere eller overføre dele af sin egen civilbefolkning til det område, som den har besat.” Selvom Kina er en førende overtræder af international lov og en af de mest uhyrlige krænkere af menneskerettigheder, har hverken Generalforsamlingen eller UNHRC fordømt dets handlinger.

Der findes talløse andre eksempler på FN-medlemsstater, som ikke lever op til blot en brøkdel af FN’s traktater og menneskerettighedserklæringer, men ingen råber nogensinde op om disse lande. UNHRC har for eksempel ikke vedtaget en eneste resolution imod Saudi-Arabien, et land med mere end 33 millioner mennesker, som i vidt omfang fortsat opererer efter middelalderlige menneskerettighedsnormer, trods kronprins Mohamed bin Salmans bestræbelser på at indføre visse reformer. Sidste år slog kongedømmet sin egen rekord i henrettelser, ifølge Amnesty International, idet 184 mennesker blev halshugget. Saudi-Arabien har først besluttet at afskaffe piskning for få måneder siden. Ørkenstaten, som optager størsteparten af den Arabiske Halvø, fungerer stadig efter et mandligt værgesystem, der behandler kvinder som retsligt mindreårige, således at de sædvanligvis kun kan rejse og udføre de mest verdslige opgaver, så som at ansøge om et pas, under overvågning af en mandlig værge.

UNHRC har ikke vedtaget en eneste menneskerettighedsresolution imod Egypten, en af verdens top 5 mest produktive henrettere i 2019. Der er talløse andre eksempler på lande med en rædselsfuld menneskerettighedshistorie, som ikke alene ikke peges ud af FN og dens menneskerettighedsorganer, men som rent faktisk arbejder ved disse organer; lande som Afghanistan, Den Demokratiske Republik Congo, Nigeria, Pakistan og Somalia, som alle i øjeblikket sidder i FN’s Menneskerettighedsråd.

Derimod optræder Israels fornemmede og påståede forbrydelser som et permanent punkt på UNHRC’s dagsorden, den såkaldte Punkt 7 Agenda, således at når UNHRC afholder møder, bliver Israel altid fordømt. Intet andet land, uanset hvor utallige dets menneskerettighedskrænkelser er, peges ud på denne måde.

Israel skilles også ud i flere andre FN-organer, så som UNESCO, der er begyndt helt systematisk at give ældgamle jødiske helligsteder nye navne, som om der var tale om muslimske steder. Området for Vestmuren – en tilbageværende mur, som er det eneste, der resterer af det jødiske Andet Tempel, som blev ødelagt af de romerske legioner i år 70, fik af UNESCO navnet “Al-Buraq-plaza” efter den hest, som ifølge islamiske hadither bar Muhammed op til himlen og tilbage igen. UNESCO har også omdøbt de jødiske steder Rachels Grav i Betlehem og Patriarkernes Grav i Hebron til “palæstinensiske steder.” UNESCO “beklager dybt”, at Israel har nægtet at fjerne disse steder fra listen over sin nationalarv.

Selv FN’s Verdenssundhedsorganisation (WHO) tildeler på sine årlige møder Israel dets eget separate dagsordenpunkt, nummer 14. Under det bliver Israel hvert år fordømt som krænker af “palæstinensiske sundhedsrettigheder” i de “besatte palæstinensiske territorier, herunder øst Jerusalem, og i det besatte syriske Golan”.

FN’s kommission vedrørende kvinders stilling (CSW), der “helliger sig arbejdet med at fremme lighed mellem kønnene og styrkelsen af kvinder”, peger også rutinemæssigt Israel ud til fordømmelse for at “krænke kvinders rettigheder”, mens lande som Afghanistan, Syrien, Somalia og Iran, der er nogle af verdens farligste lande for kvinder, end ikke nævnes. Ikke blot sker der ingen fordømmelse af Saudi-Arabien – hvor kvinder stadig behandles som retsligt mindreårige, og hvor aktivistiske fortalere for basale kvindelige rettigheder kan imødese lange fængselsdomme – men Saudi-Arabien blev for få år siden ligefrem valgt til CSW for at deltage i indsatsen for at “fremme kvinders rettigheder”.

Beklageligvis synes næsten alle FN’s medlemsstater, bortset fra USA, at anse denne diskriminerende behandling af ét eneste land i verden for fuldkommen normal og sådan, som tingene bør være. Der er simpelthen en dundrende international dobbeltmoral her med hensyn til, hvad der passerer som institutionel racisme og hvad ikke – og dette skal erkendes.

Ironisk nok fjerner den institutionelle racisme imod Israel ved FN fokus fra lande, som der er akut behov for at granske nøje – hvilket muligvis er grunden til dens succes. Lande, hvor kvinder har ganske få eller ingen rettigheder, hvor politiske modstandere tortureres og gemmes væk i fængsler eller dræbes, og hvor mennesker ikke frit kan ytre sig, bliver forbigået. I det mindste kunne folk måske sætte spørgsmålstegn ved, om en organisation, der har gjort diskrimination imod ét land i verden til et af sine funktionsprincipper – institutionaliseret i permanente dagsordenpunkter og nærmest rituelle fordømmelser – er sine overordentlig høje omkostninger værd. USA støttede for eksempel, som organisationens største enkeltdonor, i 2018 FN med et beløb i størrelsesordenen 10 milliarder dollar.

Som et minimum ville USA – og FN – være langt bedre stillet ved, at USA, i stedet for at betale mandatlige “lidt mindre end en femtedel af organisationens samlede budget” hvert år, betalte for det, det ønskede, og fik det, det betalte for. I vore dage er FN for længst ophørt med at være en magt til det gode og bliver brugt, for det første til at understøtte sit flertal af ikke-transparente, uansvarlige, antidemokratiske despoter, og for det andet til at trække konflikter i langdrag – stort set på de amerikanske skatteyderes bekostning. De sparede midler kunne bruges bedre til at hjemkalde amerikanske firmaer og beskytte den frie verden mod Amerikas mest rovgriske modstandere.

Endelig bør alle, der virkelig bekymrer sig om fjernelsen af diskrimination og racisme, spørge sig selv, hvorfor, hvis racisme er uacceptabel alle andre steder, den så stadig skal være en selvfølge i FN.

Judith Bergman, klummeskribent, jurist og politisk kommentator, er Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute.