En patrulje fra Østjyllands Politi blev søndag kl. 21.30 opmærksom på en bil, der holdt parkeret på tværs af nogle p-båse på Viborgvej i Aarhus V. Betjentene tog kontakt til den 20-årige mand, som sad bag rattet, og da det lugtede af hash i bilen, besluttede patruljen at ransage den.
Gemt under noget plastbeklædning fandt betjentene både nogle poser med kokain og nogle poser med hash. Den 20-årige blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg.
På baggrund af fundet i bilen tog politiet til mandens lejlighed i Brabrand for at foretage en ransagning. Da betjentene kom frem, fik de øje på en knust rude i entrédøren, og nede på vejen meget tæt på lejligheden stod den 20-åriges 45-årige far. Ved siden ham lå en lille kasse, som viste sig at indeholde noget hash og kokain.
I lommen havde faren en bushammer, og da politiet mistænkte, at han havde brudt ind i sin søns lejlighed for at fjerne stofferne derinde, blev han ligesom sin søn anholdt. Under visitationen blev han fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, som han blev sigtet for at besidde.
Inde i lejligheden var der flere små kasser med hash, skunk og kokain, som alle blev beslaglagt.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)