Som et led i den fælles europæiske grønne pagt har EU-Kommissionen fremlagt et direktivforslag om bæredygtig selskabsledelse, der bl.a. skal begrænse aktietilbagekøb, øge ledelsesansvaret og introducere såkaldte stakeholderkomitéer i alle virksomheder.
Overordnet set handler direktivforslaget om, at virksomhederne i EU ikke kun skal drives i ejernes interesse, men i samfundets.
I henhold til direktivforslaget skal ledelserne i alle europæiske selskaber, herunder de danske, forpligte sig til at tage hensyn til en bred kreds af interessenter, som har relevans for selskabets langsigtede bæredygtighed eller som berøres af virksomhedens aktiviteter, f.eks. NGO’er.
Interessenterne skal repræsenteres i en såkaldt stakeholder komité, som hver virksomhed forpligter sig til at føre dialog med, og som skal være med til både at udforme og kontrollere selskabernes bæredygtighedsstrategi.
Stakeholderkomitéerne vil kunne afkræve undersøgelser og lægge sager an mod ledelsen for brud på ledelsesansvarsreglerne eller på bæredygtighedsstrategien.
Stakeholderkomitéer giver mindelser om partikomitéer, der havde en kontrollerende rolle over for ledelserne på de statslige virksomheder i Sovjetblokken og som i dag kontrollerer ledelserne på de kinesiske virksomheder. For partikomitéerne vejer politiske mål tungere end alle andre.
EU-Kommissionens direktivforslag vil også begrænse aktietilbagekøb, som i kommissionens optik er er udtryk for manglende reinvestering i virksomheden. Kommissionen mener, at den har bedre forudsætninger for at håndtere selskabernes kapital, end dem, der leder dem.
Det store spørgsmål er, om investorerne vil være interesseret i at investere i virksomheder, hvor det ikke er profitmaksimering, der driver værket, og hvor det er stakeholderkomitéer og ikke aktionærerne, der har kontrollen.
Det identitetspolitiske idioti, som breder sig verden over, har ikke alene ramt EU-Kommissionen, men også store danske virksomheder, f.eks. ATP og Novozymes, hvor man mener, at forhold som virksomhedsformål, bæredygtighed og mangfoldighed skal veje tungere end profitmaksimering. Det kan du læse mere om her.
André Rossmann
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)