Haslevvej, Ringsted
Kl. 08.29 tirsdag skete et alvorligt uheld på Haslevvej i Ringsted mellem en større varebil og en mindre personbil. Uheldet skete i forbindelse med, at varebilen foretog en uvending på Haslevvej, hvorunder den stødte frontalt ind i en modkørende personbil. Føreren af personbilen, en 57-årig kvinde fra Ringsted, blev teknisk fastklemt i bilen og blev reddet ud af bilen og kørt med politieskorte til Rigshospitalet med alvorlige skader på underkroppen.
Føreren af varebilen, en 23-årig mand fra Næstved, slap uskadt fra uheldet. En tredje bilist blev ramt på siden af den 57-åriges bil i forbindelse med sammenstødet, men føreren, en 49-årig mand fra Brønshøj, kom ikke til skade. På grund af den alvorlige personskade blev bilinspektøren tilkaldt til at undersøge uheldsstedet. Vejen blev derfor afspærret i længere tid, mens undersøgelserne var i gang. Omkring kl. 10.20 kunne vejen igen åbnes i begge retninger.
Politiet optog rapport om det alvorlige uheld og afhørte parter og vidner i sagen. Den 57-årige kvinde er fortsat indlagt efter sine alvorlige skader, og meldes at være i kritisk tilstand, men uden for livsfare. Politiet skal afhøre kvinden til sagen, når hendes tilstand gør det muligt.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)