Støj fra biler og tog øger risiko for brystkræft

Det er ikke første gang, at forskere har påvist, at støj er usundt for os. Tidligere undersøgelser har blandt andet peget på, at trafikstøj øger risikoen for sukkersyge, blodpropper i hjertet, at det gør os mindre aktive, overvægtige og muligvis mere tilbøjelige til at ryge og drikke for meget alkohol.

Nu tilføjer en ny undersøgelse viden om, hvilken betydning støj fra både veje og jernbaner har for brystkræft.

Resultaterne viser, at for hver gang vejstøjen øges med 10 decibel (dB), målt på den mindst eksponerede facade af bygningen, stiger risikoen for brystkræft med 3,2 pct. Når der er tale om jernbanestøj, giver den samme stigning en øget risiko for brystkræft på 2,3 pct.

Stigningen sker især, når støjen kommer over 50 dB, og sammenhængen er mindre, når forskerne ser på den del af bygningen, der er mest udsat for støj. Her øger trafikstøj risikoen for brystkræft med blot 1,2 pct. pr. 10 dB, mens jernbanestøj øger risikoen med 2 pct.

Fordi forskningen er baseret på tal og registre, kan forskerne ikke give svaret på den biologiske årsag. Men de har et godt bud:

– Ofte ligger soveværelset i den mest uforstyrrede del af bygningen. Sammenholdt med tidligere forskning, der peger på, at støj er usundt for os, fordi det forstyrrer vores søvn, er det sandsynligt at det også er forklaringen her, siger professor Mette Sørensen, der er ekspert i støj og har stået i spidsen for undersøgelsen.

Hun understreger dog, at det er vigtigt at bemærke, at der er tale om en lille øget risiko:

– Vi ser, at vejstøj øger risikoen for brystkræft med blot 3,2 pct per 10 decibel stigning, hvilket er en meget stor stigning i støjudsættelse. Til sammenligning øger et alkoholforbrug på 1 genstand mere om dagen risikoen for brystkræft med 5-9 pct, siger Mette Sørensen.

Støj påvirker vores søvn
Tidligere undersøgelser har vist, at når støj forstyrrer vores søvn, har det negative konsekvenser for vores helbred. En af flere mulige forklaringer kan være, at nattestøj er mistænkt for at forstyrre døgnrytmen, hvilket i forbindelse med skifteholdsarbejde er fundet at være en risikofaktor for brystkræft. En anden vigtig faktor er, at støj påvirker vores livsstil negativt, og øger de vaner, som også øger risikoen for kræft.

Selv om det kan være svært selv at mindske støjen omkring ens bolig, er det vigtigt med viden om, hvad de sundhedsmæssige konsekvenser er, mener Mette Sørensen:

– Jo mere viden vi har, om hvilke skadelige virkninger støj har på vores helbred, jo bedre muligheder har politikere for at vurdere i hvor høj grad de skal prioritere at reducere den støj befolkningen udsættes for. Der er et stort potentiale for at sænke trafikstøjen, eksempelvis ved støjskærme, sænkning af fartgrænser, støjsvage dæk, og støjdæmpende vinduer og asfalt, siger Mette Sørensen.

Resultaterne er offentliggjort her: Sørensen M et al.: Road and railway noise and risk for breast cancer: A nationwide study covering Denmark. Environ Res. 2021 Jan 15;195:110739. 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)