To nordmænd idømt i alt 12 års fængsel og udvist for bestandig for indsmugling af hård narkotika. Hændelsen fandt sted den 18. august 2020 nær Frøslev Grænseovergang.
To norske mænd på 34 og 39 år blev ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg hver idømt seks års fængsel og udvisning for bestandig for indsmugling af 4,7 kilo amfetamin og 1,6 gram kokain.
En ungarsk mand på 34 år, der også var tiltalt i sagen, blev frifundet.
Hændelsen fandt sted den 18. august 2020 nær Frøslev Grænseovergang, hvor en patrulje fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi standsede de tre mænd i en personbil, efter at de var kørt ind i Danmark fra Tyskland uden at standse ved indrejsekontrollen.
Ved en ransagning af køretøjet fandt betjentene amfetaminen og kokainen i bilen, hvorefter personerne blev anholdt, sigtet for indsmugling af hård narkotika og efterfølgende varetægtsfængslet.
Den 39-årige mand blev desuden dømt for narkokørsel og kørsel uden førerret og ubetinget frakendt førerretten i tre år.
Samtlige tiltalte har under sagen nægtet sig skyldige i indsmugling af narkotika, mens den 39-årige mand erkendte narkokørsel og kørsel uden førerret.
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)