Ung dreng udsat for groft overfald – nu er fe personer anholdt

Nordsjællands Politi har tirsdag aften anholdt flere personer, som formodes at have begået et groft overfald på en 17-årig mand lørdag den 20. marts 2021 på stationen i Helsinge. Det formodes, at overfaldet er sket som led i en konflikt mellem to grupperinger

Lørdag den 20. marts om eftermiddagen blev en 17-årig mand udsat for et voldeligt overfald af en større gruppe maskerede mænd i en ventesal på Helsinge Station. På baggrund af efterforskning i sagen har Nordsjællands Politi tirsdag aften foretaget anholdelse af fem mænd i alderen 17-19 år.

– De seneste dages efterforskning har ledt os frem til flere personer, som vi mener har været involveret i overfaldet, og de fem personer er i den forbindelse blevet sigtet for grov vold. Det er vores formodning, at overfaldet er sket som led i en konflikt mellem to grupperinger i området, og vi kan derfor heller ikke udelukke, at der vil ske flere anholdelser i sagen, oplyser politidirektør Jens-Christian Bülow.

Årsagen til konflikten efterforskes fortsat, men Nordsjællands Politi arbejder ud fra en formodning om, at også overfaldet på en 20-årig mand, som mandag aften den 22. marts fandt sted på en parkeringsplads ved Netto i Græsted, er relateret til de to grupperingers uoverensstemmelse.

– Vi er klar over, at det kan skabe utryghed blandt beboerne i området, når sådan en konflikt opstår. Derfor vil vi i den kommende tid øge vores tilstedeværelse i Helsinge og Græsted. I dag og de næste to dage kan borgerne også finde vores mobile politistation i de to byer. Jeg opfordrer til, at borgerne lægger vejen forbi til en snak, hvis de føler sig utrygge eller i øvrigt har lyst til at tale med politiet, slutter Jens-Christian Bülow.

LÆS OGSÅ:  Åh nej... 83-årig mand overfaldet af to mænd på knallert

Den mobile politistation vil onsdag, torsdag og fredag være placeret forskellige steder. Onsdag den 24. marts vil den holde på parkeringspladsen ved Kvickly i Helsinge mellem klokken 13.00 og 19.00. Placeringen oplyses hver dag på Twitter.

De fem mænd fremstilles i løbet af onsdag den 24. marts i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

Har man som borger oplysninger om de to hændelser henholdsvis lørdag den 20. marts omkring klokken 16 i ventesalen på Helsinge Station og mandag den 22. marts omkring klokken 21.20 på parkeringspladsen ved Netto på Helsingevej i Græsted, kan Nordsjællands Politi kontaktes på telefon 114.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)