En serbisk og en kroatisk mand er ved Retten i Kolding hver blevet idømt 12 års fængsel samt udvisning for bestandig i en stor sag om narkosmugling. Sagen har været efterforsket af Udlændingekontrolafdeling Vest.
To mænd, en 36-årig serbisk statsborger og en 21-årig kroatisk statsborger, blev onsdag ved en domsmandsret ved Retten i Kolding hver idømt 12 års fængsel samt udvist for bestandig i en stor sag om narkosmugling.
Den 36-årige blev anholdt den 1. februar 2020 på fersk gerning på havnen i Fredericia, efter at han havde forsøgt at komme i besiddelse af 28,3 kilo kokain i en kølecontainer på havnen med henblik på videresalg.
Den 21-årige blev anholdt i juni 2020 i Tyskland på baggrund af en europæisk arrestordre og blev udleveret af tysk politi til Danmark i september 2020.
De to personer blev dømt for i forening at forsøge at komme i besiddelse af den hårde narkotika med henblik på videresalg. En tredje medgerningsmand, en serbisk statsborger, er fortsat efterlyst i sagen.
Efterforsket af UKA Vest
Sagen har været efterforsket af Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi, da sagen vedrører omrejsende kriminelle udlændinge, der har opereret via den dansk-tyske landegrænse. Efterforskningen er i tilgift sket i samarbejde med tysk politi.
De to personer blev dømt i henhold til anklageskriftet, hvor de var tiltalt for overtrædelse af den hårde narkotikaparagraf i straffeloven, der kan give op til 16 års fængsel. Og straffen på de 12 år var i overensstemmelse med anklagemyndighedens strafpåstand.
De to mænd har under sagen nægtet sig skyldige og har taget betænkningstid i forhold til anke.
– Det er sjældent, at vi har så store narkosager. Der er tale om meget grov, organiseret kriminalitet, der finder sted på tværs af landegrænser, understreger vicepolitiinspektør Sønke Iwersen fra Udlændingekontrolafdeling Vest.
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)