77-årig kvinde uden kørekort stoppet tre gange på 35 min. – bil beslaglagt

Føreren af færdselspolitiets videopatruljebil, der også er udstyret med ANPG-systemet (Automatisk NummerPlade Genkendelse), fik kl. 09.50 onsdag via dette system automatisk besked om, at ejeren af personbil, der kørte ad Køge Bugt Motorvejen mod syd ved Greve ikke havde noget kørekort. Kort efter lykkedes det færdselspolitiet at få bilen standset på motorvejen, og identiteten på føreren viste sig at være den samme som personbilens ejer. Den 77-årige kvindelige bilejer fra Holte kunne ikke fremvise noget kørekort og blev sigtet for kørsel i bilen uden førerret.

Førerretten var nemlig i 2020 blevet inddraget af politiet, fordi hun ikke havde aflagt den kontrollerende teori- og køreprøve som en konsekvens af en betinget frakendelse af kørekortet i en tidligere færdselssag. Efter endt sagsbehandling forlod færdselspolitiet stedet og fortsatte patruljeringen ad motorvejen i sydlig retning.
Kl. ca. 10.05 blev færdselspolitiets patruljebil pludselig overhalet af det samme køretøj, som færdselspolitiet lige havde standset. Derfor blev personbilen igen standset ved Solrød, og igen var det den 77-årige kvinde fra Holte, som sad bag rattet. Konsekvensen var endnu en sigtelse for overtrædelse af færdselsloven for at have ført personbil uden at have førerret. Politiet indskærpede igen reglerne over for hende og gjorde hende samtidig opmærksom på muligheden for beslaglæggelse af hendes bil, hvis hun igen blev standset som fører af bilen. Herefter forlod færdselspolitiet stedet og forlod motorvejen for at fortsætte patruljeringen i Køge-området.

Kl. ca. 10.25 kørte samme færdselspatrulje på Lyngvej i Køge og bemærkede igen den samme personbil blive ført ad Lyngvej i østgående retning. Igen kunne politiet konstatere, at den 77-årige sad bag rattet i sin personbil trods den manglende førerret. Igen blev hun sigtet for overtrædelse af færdselsloven og i den forbindelse gjort bekendt med, at politiet nu beslaglagde hendes personbil på grund af de tre sigtelser, som hun netop havde fået. I mellemtiden havde politiet også fundet ud af, at hun faktisk ikke havde fået afleveret sit originale kørekort efter inddragelsen af førerretten. Kvinden blev nu kraftigt opfordret til at aflevere kørekortet, hvis det var i hendes besiddelse, hvorefter hun fandt sit kørekort og afleverede det til politiet.
Den 77-årige kvinde var ifølge egen forklaring på vej til et vigtigt ærinde på Sydsjælland som begrundelse for de gentagne kørsler, der på et senere tidspunkt vil blive afgjort i forbindelse med et retsmøde, som hun indkaldes til.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)