FRISKE NYE EJERE AF DANSK ERHVERVSLIV

Som purung udvandrede Samura Nawa med sin familie fra Afghanistan for at rette op på undertrykkelsen af kvinder i Danmark. Hun blev cand.polit., og efter en femårig turnus i et par ministerier og i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd var hun naturligvis klar til Folketinget, hvor hun nu som ligestillingsordfører for de Radikale forlanger kvoter, der skal befolke direktioner og bestyrelser med kvinder. ” Det går for langsomt med ligestillingen”, siger Nawa til Berlingske, ”kvinder bliver sorteret fra, og derfor bliver vi nødt til at bruge sådant et redskab”. Samtidig henviser hun til topchefen i Sydbank Karen Frøsig, der offentligt udtalte, at hun også støtter kvindekvoter i ledelsen af danske virksomheder, fordi hendes datter nu er nået den fremskredne alder af 30 år uden at have fået tilbudt en topstilling i erhvervslivet.

Et flertal af Folketingets medlemmer er uden væsentlig erhvervserfaring. Nogle få har ledererfaring, men ingen har haft en karriere som topchef i en større virksomhed. Folketinget kan således uden kompetencer og faglig indsigt frit diskutere og vedtage love, der giver statsmagten den afgørende indflydelse på sammensætningen af direktion og bestyrelser i danske virksomheder. Hovedmedierne, de Radikale og resten af venstrefløjen hælder mod den model, der dikterer 40 procent kvinder i større aktieselskabers bestyrelser. Hvis en virksomhed således har en bestyrelse på 7 medlemmer, hvoraf de 2 er mænd valgt af medarbejderne, skal 3 poster nu besættes af kvinder. Dette giver 2 poster til medlemmer valgt af aktionærerne og 5 poster til de samfundsvalgte. Disse 5 kan nu indgå et solidarisk valgforbund og nedstemme de hidtidige ejere til hver en tid. Netop hvad Enhedslisten altid har drømt om og, som de Radikale nu vil realisere.

Det komiske er bare, at en kvindekvotelov vil være fortid, inden den kan blive nutid. Som bekendt er kønnet i moderne tider ikke noget, man er født med, men noget man vælger. Ifølge den stadig mere aggressive og dominerende regnbuebevægelse er der mange forskellige kønsidentiteter, der ligger og skvulper mellem det maskuline og det feminine. Regnbuefascisterne vil derfor forlange, at de nye kvoter ikke skal forbeholdes kvinder, men være diversitetskvoter, så alle kan være med. Herefter opstår der islamiske protester mod, at 250 000 muslimer i Danmark holdes ude af det erhverv, hvis skatteindbetalinger finansierer tilværelsen for migranterne, som så også kræver repræsentation i bestyrelserne. Den moderne bestyrelse, som helt sikkert vil få støtte fra et flertal i Folketinget kommer ud over de to medlemmer valgt af aktionærerne nu til at bestå af to medarbejdervalgte poster samt en kvinde, en skægget dame i guldlamé og fjerboa og en imam, der kræver kønsopdelte kontorer og nul julefrokost. Festlige tider venter forude.

Den kendte canadiske kvindepsykolog Susan Pinker har nået den erkendelse, at mænd og kvinder vil noget forskelligt med deres liv. Mænd er villige til at ofre næsten alt for at nå toppen. Kvinderne vil andet og mere end karriere. Kvinder vil være noget for deres familie og deres veninder. De vil have tid til et kulturelt indhold i deres liv og til socialt samvær. Kvinder har et mere holistisk krav til livet. Derfor anbringer kvinderne sig ikke i toppen, men der, hvor de ifølge Pinker helst vil være: i midten.  Svaret er naturligvis ikke hjerneløse kvoter, men at give karrierekvinder en positiv særbehandling på arbejdsmarkedet. Virksomhederne vil gerne finansiere hushjælp, børnepasning og transportbehov for karrierekvinder, hvis disse ydelser ikke blev brandbeskattet som i dag. Flere kvinder ville vælge topkarrieren, hvis de fik en hjælpende hånd af politikerne. Og den hjælpende hånd hedder karrierestøtte og ikke tvangskvoter.