Valgt i København? Så bliv hjemme og lær københavnerne at kende

Debatindlæg på 24NYT er alene udtryk for forfatterens holdning.

Debatindlæg af Cheanne Nielsen, suppleant i Københavns Borgerrepræsentation, Dansk Folkeparti, og kandidat ved valget
 
Hvad er det, der er så vigtigt ved at starte sin valgperiode som medlem af Borgerrepræsentationen udenrigs? Og hvad er det, der gør at rejserne fortsætter i udvalgene? Er det ikke lokalpolitik det her? Jo. Derfor bør politikerne der vælges til Borgerrepræsentation ved valget 16. november ærligt talt ikke tage på såkaldte studieture til udlandet. Faktum er, at turene er dyrt betalt af skatteborgerne. Af og til er det over en kvart million kroner, der hives op af kassen til formålet. Besøg i de københavnske bydele og kommunens lokale institutioner rækker ikke bare længere, men får også os politikere betydeligt tættere på københavnerne og deres problemer i hverdagen. Det er det eneste rigtige sted at være. Derfor foreslår vi i Dansk Folkeparti i Københavns Borgerrepræsentation, at der skrues op for borgernærheden.
 
Er du valgt, så vil du forhåbentligt gerne arbejde for københavnerne. Du har 4 år til at gøre dit bedste og hjælpe så mange mennesker som muligt. Men hvordan? Ja, det burde i hvert fald ikke være studieture til en kvart million kroner, der hjælper dig på vej. Tværtimod bør du nok være til stede i alle bydele og have en god dialog med både borgere, virksomheder og kommunens egne institutioner.
Vi foreslår i Dansk Folkeparti i København, at politikere helt enkelt forpligter sig til at besøge alle bydele og lokaludvalg i løbet af den nye valgperiode samt mindst to af kommunens institutioner i hver bydel.
Det kan være en skole og et plejehjem, et bosted for psykisk syge eller det lokale bibliotek. Det er her, vi kommer helt ind i stuerne, så at sige, og kan tage os tid til at lytte til, hvad der foregår og hvordan vi kan gøre det bedre. Og det kan gøres meget bedre. For ældre og handicappede, hjemløse og syge især.
 
Københavns Kommune bruger i omegnen af tre mio. kr. om året til studierejser. For de penge kan vi f.eks. fjerne ventelisten til psykologhjælp til børn og unge der har mistet et nærtstående familiemedlem samt oprette seks højt specialiserede pladser indenfor psykiatrien. Her gør pengene godt nok mere gavn end på flybilletter og hotelværelser.
Teknologien kan lære os en masse om andre hovedstæders metoder. Så planlæg da et digitalt møde over nettet og bliv inspireret af ligesindede internationalt. Eller med andre ord:  Fingrene skal ud af lommerne på borgerne og placeres på tastaturet i stedet. Udbyttet er det samme.
 
Vi vil derfor stille forslag i den nyvalgte Borgerrepræsentation om, at studieturene til udlandet, både i Borgerrepræsentationen og i udvalgene, suspenderes i hele valgperioden og at det vedtages, at alle medlemmer af Borgerrepræsentationen skal besøge lokaludvalgene og institutionerne i bydelene i løbet af valgperioden. Så må man lege turist, når man har fri. For egen regning.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)