EN TYND COP THE

”Det var en tynd kop the”, var Svend Aukens aldrig svigtende karakteristik af borgerlige statsministres åbningstaler i Folketinget. Det var også en tynd COP26, der blev resultatet af klimakonferencen i Glasgow. Og det skal vi være glade for. Der var ellers lagt op til, at deltagerlandene nu skulle forpligte sig til en udfasning af kul, gas og olie og en række andre dramatiske projekter, der skulle sikre, at den globale temperatur holder sig i ro og ikke skyder i vejret med raketfart, som FN’s klimapanel (IPPC) har forudsagt. Efter to ugers studeprangeri om konferencens slutdokument kunne der endelig skabes enighed om en formulering, der ikke binder deltagerne til noget som helst, men udelukkende er bløde hensigtserklæringer om, hvad man agter at foretage sig i ’klimakampen’. Tidligere udkast forlangte en udfasning af kulkraftværker. Dette er nu udvandet til, at der skal arbejdes på en nedskalering. Altså som sædvanlig ingen forpligtelser, men kun udtryk for god vilje, som jo er en gratis omgang. Flop26 og tak for det.

 Endnu en gang er vi reddet fra at poste milliarder og atter milliarder af dollars ind i reduktion af CO2- udslippet, der i værste fald kun har en marginal indflydelse på klodens atmosfæriske forhold. I hele Jordens levetid har det været solens vekslende position i forhold til planeten kombineret med solens skiftende strålingsintensitet, der har været bestemmende for den klimatiske udvikling. Det vil sige, indtil IPCC satte solen på reservebænken og sendte CO2 på banen som den afgørende klimafaktor. Medier og politikere er blevet forført til i ramme alvor at tro, at vi mennesker kan skrue op og ned på den globale temperatur ved at manipulere med CO2-udledningen. Det er betryggende at vide nu, da vi er på vej ind i en lille istid. Solpletterne er i aftagende, hvilket altid betyder, at solen skruer ned for varmen, og det bliver koldere i en periode, hvis længde vi ikke kender. Om få årtier, når vi har en vinter som i 1659, hvor den svenske hær marcherede over det bundfrosne Storebælt, kan vi jo bare bede IPCC om at skrue op for CO2-udledningen, så kommer de milde vintre tilbage, uanset hvad solen finder på.

COP 26 forløb som altid i tre rum. Første rum er den store kongressal, hvor statscheferne overgår hinanden i løfter, visioner og forsikringer, sådan som det forventes af aggressive medier, u-lande og klimaaktivister. Næste rum er de hjemlige regeringskontorer, hvor topcheferne stiller spørgsmålet: Har vi råd til den fulde grønne omstilling? Hvad med vækst, jobskabelse og velfærd? Er der så også råd til det? Svaret er, at det er der ikke. Konklusionen bliver, at man i ånden og på papiret deltager i ’klimakampen’, men holder et stramt greb om pengekassen, da den grønne omstilling ikke må gå ud over sund økonomisk regeringsførelse. Sidste rum er statschefens kontor, hvor han funderer over IPPC’s kamp mod den globale opvarmning, der jo indtil nu har holdt sig i ro. Statsministeren ved godt, at historisk har det altid været sådan, at det er temperaturen, der styrer CO2 og ikke omvendt. Han har hørt om de nyeste videnskabelige studier, der påviser, at den konstaterede temperaturstigning mellem 2001 og 2019 skyldes variationer i jordens absorption af solstrålingen og ikke udledning af klimagasser. Statsministeren beslutter sig for ikke at hoppe på IPPC’s klimagalej og bortøde landets økonomi til ingen nytte. Men han vil af politiske grunde fortsat hyle med de andre ulve mod ’klimakampen’. Man skal jo også tænke på sit genvalg.

Verdenspressen spurgte efter klimakonferencen den altid hysteriske Greta Thunberg om, hvad der kom ud af COP26. Hun svarede:”Blah-Blah-Blah”.  For en gangs skyld havde hun ret. Og Gud ske lov for det.