En 41-årig litauisk mand fik i dag en fængselsdom og blev udvist for bestandigt efter tyveri af teleskoplæssere i Brøns i sommer.
En 41-årig litauisk mand blev i dag idømt 1 år og ni måneders fængsel ved retten i Sønderborg for tyveri af to teleskoplæssere, der er vurderet til en samlet værdi af cirka 1,4 millioner kroner. Den dømte blev samtidig udvist af Danmark for bestandigt.
De to teleskoplæssere blev stjålet fra en maskinforretning i Brøns natten til den 1. juni 2021. Da begge maskiner var udstyret med GPS, kunne ejerne konstatere, at den ene læsser befandt sig på en rasteplads i Tyskland. Da tysk politi nåede frem, viste det sig, at begge teleskoplæssere var på rastepladsen, hvorefter tysk politi kontaktede UKA Vest i Syd- og Sønderjyllands Politi. UKA Vest overtog derefter efterforskningen og fik den litauiske mand hentet retur til strafforfølgelse i Danmark. UKA Vest hjemtager på vegne af Dansk Politi ikke-herboende udlændinge, når de anholdes med tyvekoster i udlandet.
Den 41-årige litauer modtog dommen.
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.
UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland.
På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet.
UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet.
Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)