Torsdag kl. 21.08 blev en patrulje på Storegade i Ørsted opmærksom på en knallertfører, der kørte uden hjelm. Patruljen tændte for udrykningen og kørte efter knallerten for at få føreren til at standse.
Han fortsatte dog ufortrødent og svingede ind ad Agervej, hvor patruljen kørte op på siden af ham. Det fik ham til at bremse hårdt op og forsøge at lave en u-vending, men en af betjentene var i mellemtiden steget ud af patruljebilen, og han fik til fods standset knallerten i krydset Storegade/Agervej.
Den 35-årig fører af knallerten virkede tydeligt narkopåvirket, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Herefter blev han visiteret og fundet i besiddelse af amfetamin, hvilket også gav ham en sigtelse for narkobesiddelse.
Derudover blev han sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for manglende brug af styrthjelm og for at køre på en konstruktivt ændret knallert uden forsikring. Knallerten blev herefter beslaglagt og indbragt til politigården i Randers til nærmere undersøgelse.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)