Hvem har skrevet de love, som jobcentrene administrerer efter? Hvem bestemmer, hvordan STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) forvalter de love, spørger den ny formand for Beskæftigelsesudvalget i Nyborg Kommune, Jesper Nielsen, i Berlingske.
”Jeg blev glad, da jeg hørte, at vi i Nyborg ikke indkalder de allermest syge borgere i jobafklaringsforløb til disse formålsløse samtaler. Vi sender dem stadig folderen, men vi synes ikke, de skal slæbe sig ned på jobcenteret. Vi taler her for eksempel om patienter, der er på vej tilbage efter cancer eller anden alvorlig sygdom.
Derfor rystede det mig i min grundvold, da min jobcenterchef forleden kunne fortælle mig, at Nyborg Kommune havde fået en anmærkning fra STAR i vores revision. Nyborg Kommune lever ikke op til loven. Vi SKAL indkalde alle borgere til samtaler om denne folder. To gange. Hvert år. Uanset, hvor syge de er.
Lad mig lige gøre det helt klart, hvad den anmærkning betyder: I Danmark er det officiel politik, at alvorligt syge borgere, skal møde fysisk op på deres jobcenter midt i deres sygdom, og at hvis en leder eller medarbejder i omsorg og sympati aflyser mødet, så bryder den pågældende loven. Den eneste undtagelse er terminale cancerpatienter – alle andre skal møde op!”.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)