Unge håndbold- og fodboldspillere fra bestemte kommuner, har markant større chance for at komme på landsholdet, viser ny forskning fra Aalborg Universitet. Nu vil bl.a. Dansk Håndboldforbund bruge undersøgelsen til at forbedre sin talentstrategi.
Hvis du ikke blev en verdensberømt fodboldstjerne, så er forklaringen måske, at du blev født i den forkerte kommune. En ny undersøgelse fra Aalborg Universitet, AAU, viser nemlig, at ens hjemegn har afgørende betydning for, om man senere i livet bliver sportsudøver på eliteniveau.
Resultatet vækker opsigt blandt sportsforbund og forskere, som nu må ændre i lærebøgerne. Også Niels Rossing, som står bag undersøgelsen på AAU, er overrasket.
– Sportsforskere har længe ment, at det er bedst at komme fra små samfund og små klubber, der har større tryghed og samarbejde i det lokale sportsmiljø og støtte til den enkelte ungdomsspiller. Det må vi nu i en dansk kontekst skrive om, og det kommer faktisk bag på os, siger Niels Rossing, sportsforsker og studielektor ved AAU.
Håndboldforbund vil ændre strategi
Undersøgelsen er lavet i tæt samarbejde med bl.a. DBU og Dansk Håndboldforbund. Blandt dem, som har deltaget i projektet fra begyndelsen, er Claus Hansen, U18-landstræner for herrer og talentansvarlig i Dansk Håndboldforbund.
– Den her forskning er guld værd for os i forbundet. Vi mangler stadig at diskutere, hvad vi præcis skal gøre, men der er ingen tvivl om, at det vil sætte tydelige aftryk på vores talentstrategi, siger Claus Hansen fra Dansk Håndboldforbund.
Modsat forskerne, så kommer det ikke bag på U18-landstræner Claus Hansen, når undersøgelsen viser, at elitespillere oftere kommer fra bestemte kommuner.
– Vi har haft en mavefornemmelse om det her, men det kan man jo ikke bruge til så meget. Det er vigtigt for os, at forskerne undersøger tingene til bunds, så vi har nogle solide fakta at bygge vores arbejde på, siger Claus Hansen fra Dansk Håndboldforbund.
Udkantstalenter går tabt
Sportsforsker Niels Rossing har indsamlet fødesteder for knap 1000 elitespillere i håndbold og fodbold og sammenlignet dem med data for 175.000 almindelige ungdomsspillere. Tallene viser klart, at sportsudøvere, som er vokset op tæt på en talentklub, har markant bedre chancer for at ende som elitesportsfolk end andre.
– Det viser sig, at mange kommer fra disse kommuner. Man kan så stille sig selv spørgsmålet, om vi så spilder alle de talenter, der ikke bor tæt på en talentklub. Det gør vi jo nok. Måske bør det være en pligt at gøre disse muligheder tilgængelige for alle, når nu talentudvikling er samfundsbetalt, siger Niels Rossing fra AAU.
Dansk Håndboldforbund vil nu genoverveje sin talentstrategi for at sikre, at alle talenter får samme muligheder for at nå eliteniveau.
– Vi har en meget lille befolkning i forhold til andre lande, og derfor er det ekstra slemt, når talenter går til spilde. Derfor skal vi gøre alt hvad vi kan, for at vores talentprogrammer fanger så mange som muligt, siger Claus Hansen fra Dansk Håndboldforbund.
Fakta:
Niels Rossing har indsamlet fødestederne for:
– 165 spillere på ungdomslandsholdene i både fodbold og håndbold
– 570 spillere fra ungdomsligaen i fodbold
– 311 spillere fra ungdomsligaen i håndbold
Og sammenlignet tallene med de øvrige 175.000 almindelige ungdomsspillere i fodbold og håndbold.
Tallene viser, at unge der er vokset op i nærheden af en talentklub har markant større chance for at blive elitespillere i ungdomsligaen eller på ungdomslandsholdet senere i livet.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)