Tog prøvetur på motorcykel og vendte ikke retur

Hvis du har sat en bil, motorcykel, eller knallert til salg, og en interesseret køber vil have en prøvetur, så sørg for at sikre dig noget billed-ID, så du ved, hvem du låner dit køretøj ud til. Og husk i øvrigt, at du har pligt til at sikre dig, at vedkommende har et gyldigt kørekort.

Østjyllands Politi har den seneste tid set flere tilfælde, hvor motorcykler, scootere og knallerter bliver stjålet af personer, der udgiver sig for at være interesserede købere.

Sådan et tilfælde fik politiet en anmeldelse om søndag kl. 16.15.

En 22-årig mand fortalte, at han havde fået stjålet den motorcykel, han havde sat til salg på nettet. En interesseret køber havde henvendt sig, og efter aftale mødte køberen op på den 22-åriges adresse i Aarhus N for at se nærmere på motorcyklen.

Han fik lov til at prøvekøre den, men han kom aldrig retur, og den 22-årige kontaktede politiet og anmeldte tyveriet.

Natten til mandag fandt politiet tilfældigvis motorcyklen igen.

En patrulje fik lidt over midnat øje på to unge mænd, der stod ved siden af en bil på en p-plads på Holmstrupgårdvej i Aarhus V. Betjentene fik mistanke til, at de havde stoffer på sig, og begge blev derfor visiteret.

Den ene af dem, en 17-årig ung mand, havde nogle poser med hash, nogle tusinde kroner i kontanter og en digitalvægt i lommerne. I hans taske, der lå inde i bilen, fandt betjentene desuden nogle joints og hash i salgsposer.

Fundene fik politiet til også at ransage den 17-åriges bopæl i Aarhus V. Det var her betjentene i et kælderrum fandt motorcyklen, der var blevet stjålet tidligere på dagen.

Den 17-årige er ud over tyveriet af motorcyklen foreløbigt sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere, og der kan komme yderligere sigtelser senere.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)