Hussalget stiger mest i Jylland

Ejendomsmæglerne hører fra flere kunder nu, der siger, at de kigger og venter – mens de holder øje med, hvad der sker med renten og krigen. Den gruppe kan sagtens vokse, mener Home. Foto: Home/Palle Peter Skov

SE KOMMUNE-TAL: Hussalget stiger i de dyreste landsdele i Østdanmark, handlerne går mest frem i Vestdanmark – men der er indikationer på, at flere købere og sælgere afventer, hvad der sker med renten og krigen.

Boligsalget holder kursen overraskende godt trods flere benspænd de seneste måneder.

Renten er gået fra 1,5 % til 3 % siden nytår, inflationen er den højeste siden 1985 og Ukraine-krigen kaster lange skygger over hele Europa.

Men boligmarkedet fortsætter – indtil videre derudaf. Huspriserne steg den seneste måned – godt hjulpet frem af flere handler, viser nye tal for hele markedet fra Boligsiden.

– Hussalget stiger altid* fra februar til marts, og det ser vi også i år, og det er endda med en overbevisende månedsstigning på hele 17,2 %, selv om der er lagt flere forhindringer ud for køberne, siger Michael Dalsager, der er talsperson og boligmarkedsanalytiker i Home.

  • Den største fremgang fra februar til marts er der i hussalget i Syddanmark, hvor hele 31 % flere købere har handlet hus, Fyn går frem med 24 %, Nordjylland med 22 % og Vestjylland med 21 %.
  • Men der er også solgt flere villaer og rækkehuse i de dyreste landsdele: I København by står der ’solgt’ ved 14 % flere, Københavns Omegn 12 % og i Nordsjælland 5 %.

5,2 mio. kr. dyrere at købe hus i København by
En højere rente slår i teorien hårdest i de dyreste områder, fordi folk skal låne flere penge til boligkøbet – og især som førstegangskøber – mens lånet er tilsvarende mindre i de billigere områder.

I marts kostede et gennemsnitshus på 140 kvm 1,39 mio. kr. i Vestjylland, i København by var prisen 6,59 mio. kr.

Selv om køberne skal tage flere penge op af lommerne for at bo og leve, så er der fortsat en god buffer i, at økonomien er solid i mange familier og jobmulighederne generelt er rigtig gode.

Samtidig er der i løbet af foråret kommet flere huse til salg, og det er også med til at skubbe flere bolighandler igennem, fremhæver Home.

–          Der er igen lidt mere at vælge imellem for køberne, udbuddet falder ikke længere, og det giver altså bedre muligheder for køberne for at finde villaen eller rækkehuset, som de søger. Fordi udvalget er så lavt, så oplever vi, at køberne fortsat kan flokkes om de samme boliger, siger Michael Dalsager.


Usikkerheden kan spores
Selv om markedet har været godt i marts, så er der også tegn på, at aktiviteten i fremvisningerne er gået ned, og at der er købere og sælgere, der vælger at vente. Ifølge homes ’Boligbrief’ faldt antallet af husfremvisninger med 5,7 % i marts i forhold til februar.

–          Folk, der har købt i marts, var måske allerede aktive på boligjagten i januar og februar, mens vi hører fra flere kunder nu, der siger, at de kigger og venter – mens de holder øje med, hvad der sker med renten og krigen. Det kan sagtens være, at den gruppe vokser, siger Homes talsperson.

*’Altid’ er med en enkelt undtagelse, når man ser tilbage på boligsalget siden 2011: Corona-nedlukningen i marts 2020 satte nemlig en stopper for meget boligsalg i cirka halvanden måned og hussalget faldt derfor både i marts og april.

Kommunetal er vedhæftet i regneark.

Hushandler i landsdelene – udvikling fra februar til marts

Landsdel Udvikling i hushandler Udvikling i %
Sydjylland 183 31%
Fyn 106 24%
Nordjylland 102 22%
Vestjylland 79 21%
Vest- og Sydsjælland 106 18%
Østjylland 130 17%
København by 15 14%
Københavns omegn 32 12%
Nordsjælland 20 5%
Bornholm -1 -2%
Østsjælland -24 -9%

Huspriser i landsdelene – marts 2022 

Landsdel Pris 140 kvm. villa
Vestjylland               1.394.620
Nordjylland               1.524.896
Bornholm               1.531.097
Sydjylland               1.544.788
Vest- og Sydsjælland               1.605.117
Fyn               1.812.958
Østjylland               2.389.587
Østsjælland               3.678.461
Nordsjælland               4.101.872
Københavns omegn               5.415.395
København by               6.592.033

Kilde: Boligsiden og Home

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)