Roskilde
Kl. 13.28 tirsdag henvendte en 55-årig kvinde fra Roskilde sig til politiet, fordi hun kort forinden havde fået et telefonopkald med skjult nummer fra en mand, der præsenterede sig som ”Ole Henriksen”.
Han oplyste at ringe fra Basis Bank i anledning af et optaget forbrugslån på 250.000 kr. i den 55-årige kvindes navn, hvilket måske skyldtes et mistet NemID. Det kunne den 55-årige straks afkræfte, hvorefter den fremmede mand talte om en uberettiget hævning i et pengeinstitut, hvor den 55-årige slet ikke var kunde. Hun kunne derfor også afvise dette, hvilket fik den fremmede mand til at udstede nogle eder og nedværdigende bemærkninger, inden han selv afbrød samtalen.
Politiet skal rose den 55-årige kvinde for at være skeptisk over for den fremmede mands påstande i forbindelse med det uventede telefonopkald. Hun havde ikke på noget tidspunkt givet nogen personlige oplysninger, som ville kunne misbruges.
Det gode råd fra politiet er også at være særdeles skeptisk over for disse uventede telefonopkald fra personer, der påstår, at der kan være foregået mistænkelige banktransaktioner på forskellig vis.
Sørg for at få oplyst navn og hovedtelefonnummeret, så ægtheden af telefonopkaldet kan kontrolleres ved at ringe retur til hovedtelefonnummeret, hvad enten der måtte være tale om en bank, politiet eller anden offentlig myndighed.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)