Rusland ræser mod bunden

Lang tid er gået, siden Vladimir Putin den 24. februar indledte sin ”specielle militære operation” i Ukraine, og en betydelig træthed har indfundet sig i den vestlige opinion. Krigen går sin gang, ligene hober sig op, og hvem orker at følge med i bulletiner fra slagmarken, som vi i øvrigt ikke har mulighed for at verificere eller bedømme?

Men måske sker det mest interessante slet ikke i Ukraine, men i Rusland, der under Putin har undergået forandringer, som vil bestemme landets skæbne og internationale placering langt ud i fremtiden.

Det mener i hvert fald Andrei Kolesnikov, som er ledende medarbejder ved Carnegie-centeret i Moskva. I en nylig artikel, der bl.a. er offentliggjort i Moscow Times, fælder han en nådesløs dom over Putin-regimet.

For to år siden, noterer Kolesnikov, forklarede Putin, at ”liberalismen er forældet”. Hvad der nu gælder, er et ”heroisk” forsvar for Ruslands suverænitet, som ingen har forsøgt at tilintetgøre. I samme forbindelse fejrer han genfødslen af den russiske imperialisme, som man troede var gået i graven med Stalin og hans efterkommere.

Som Kolesnikov bemærker, havde alle det 20. århundredes diktatorer og autokrater det til fælles, at de fremelskede en førerkult, byggede på massernes indifference og underdanighed, fejrede militarisme og den heroiske død, forvekslede sig selv med staten og satsede på en selvforsyningsøkonomi. De forkastede den fredelige magtovergang, var optaget af at afsløre ”forrædere”, fængslede deres modstandere, indførte censur og prøvede at herske for evigt.

Alt dette passer ifølge Kolesnikov på Putin.

Diktatorer har også det til fælles, at de er sygeligt optaget af ydre fjender. Således er Rusland ifølge Putin offer for en krig, som er startet af ”det kollektive Vesten”. Vesten har også prøvet at forhindre Rusland i at udvikle sig, mener manden i Kreml, mens sandheden ifølge Kolesnikov er, at Rusland for længst ville være blevet et velstående land med en naturlig plads i koret af udviklede nationer, hvis det ikke havde været for regimet af ”tjekkister” (betegnelsen på Stalins sikkerhedstjeneste).

”Dette regime kan ikke overleve uden fjender”, skriver Kolesnikov. ”Og her er de: Der er atter en femtekolonne, og den bliver igen støttet af Vesten.”

I mange henseender er Putins Rusland begyndt at ligne Stalins, men landet er jo kapitalistisk, vil nogen indvende. Ja, bemærker vores forfatter, men der er to slags kapitalisme: liberal kapitalisme og autoritær kapitalisme – som man også kan kalde ”politisk kapitalisme”, og i Rusland har man den sidstnævnte slags.

Kolesnikov ser en dyster fremtid for Rusland med et demografisk sammenbrud, der vil gøre indhug i antallet af arbejdsdygtige, mens de bedste specialister flygter, og regimet får stadigt sværere ved at skaffe værnepligtige til den fortsatte krig. Landet står over for en ”økonomisk primitivisering”.

Putin har kort sagt ”knust hver eneste levende ting i sit eget land”. De eliter, der kunne have forhindret denne udvikling, valgte i stedet at berige sig ved at alliere sig med slyngelregimet, og nu sidder de i saksen.

”Og således holder vi vores stadige kurs ned ad verdens affaldsskakt”, slutter Andrei Kolesnikov.