Fire måneder til dommedag

Af Lars Hedegaard.

Om fire måneder, nemlig den 8. november, er der midtvejsvalg til den amerikanske kongres, og det vil ikke bare afgøre USA’s kommende kurs, men afgørende påvirke Europas skæbne. Det er intet mindre end den vestlige civilisations overlevelse, der står på spil. Hvis USA’s demokrater bevarer magten, kan vi belave os på en dødsspiral, der vil lede til yderligere samfundsopløsning, vold, lovløshed, fattigdom og til en styrkelse af verdens slyngelstater, Kina, Rusland, Iran og Nordkorea – for at nævne de vigtigste. Normalt plejer man at betegne de ekstremister, der har taget magten hos demokraterne, som venstreorienterede eller socialister. Det har jeg også gjort og vil nok af nemhedsgrunde blive ved.

Men i virkeligheden er det en misvisende karakteristik. Hvis man ser på de demokratiske magthaveres politik, må de snarere kaldes nihilister. Ordet kommer af det latinske ”nihil”, som betyder intet, og inden for filosofien dækker nihilisme over den opfattelse, at intet i verden har nogen reel eksistens. Og da det er tilfældet, har ens handlinger ingen reelle konsekvenser. Alt er derfor ligegyldigt. Overført på politik indebærer nihilisme en forkastelse af alle tilvante religiøse og moralske principper ud fra den tanke, at livet er meningsløst. Og det sidste synes at passe ganske godt på vore dages demokrater, som åbenbart mener, at selve USA’s eksistens er meningsløs, og at mennesket er noget, man frit kan opfinde uden ringeste skelen til biologi eller historisk tilvante forestillinger eller normer. Derfor ser vi nu Biden-administrationen afskaffe den amerikanske sydgrænse og dermed skabe fri bane for en oversvømmelse af millioner af migranter fra den ganske verden og fri passage for fentanyl, som sidste år tog livet af over 100.000 amerikanere. 0,2 milligram er nok til at dræbe et menneske, men demokraterne, der har magten i begge Kongressens kamre foruden præsidentposten, nægter bevidst at gøre noget ved misæren, som de åbenbart mener tjener deres interesser. Demokraterne – med undtagelse af senator Joe Manchin fra West Virginia – ser også stort på det økonomiske grundprincip, at kæmpemæssige pengeudpumpninger, som Biden-administrationen har stået for, nødvendigvis må føre til inflation, der udhuler middelklassens og de fattigstes levestandard. Biden har også lagt hindringer i vejen for USA’s egen produktion og olie og gas, samtidig med, at han tigger bl.a. Saudi-Arabien om at producere mere.

For et par år siden betegnede Biden Saudi-Arabien som en pariastat, nu står han med hatten i hånden og fedter for nogle af verdens største slyngler. Biden prøver febrilsk at få Irans blodtørstige mullaher til at indgå en aftale, der skal give det udseende af, at USA vil forhindre Teheran i at anskaffe kernevåben. Det vil præstestyret naturligvis se stort på og gå videre med deres atomplaner, uanset hvad et affældigt USA opdigter af bortforklaringer. USA’s økonomiske morads er helt igennem selvskabt af politikere, hvis mål tydeligvis er at knuse den amerikanske middelklasse og således øge deres egen magt. Samme nihilisme kommer til udtryk i demokratiske mærkesager så som afskaffelse af de to køn, der ellers har været reglen gennem hele menneskehedens historie. Amerikanske institutioner ser det nu som deres opgave at agitere for bl.a. transkønnethed – den ide, at man kan være kvinde med en penis, og at mænd kan blive gravide. I skolerne er der frit slag for lærere, der underholder eleverne med deres egne sex-fantasier, som forældrene helst ikke skal vide noget om. Kriminaliteten eksploderer i de demokratisk styrede storbyer, hvor mange offentlige anklagere, som for en dels vedkommende er betalt af den berømte finansspekulant George Soros, nægter at retsforfølge forbrydere. Samtidig gør demokraterne deres bedste for at opildne til racehad ved at promovere såkaldt ”kritisk raceteori” i skolerne og på universiteterne. Grupper af amerikanere skal sættes op mod hinanden, således at de ikke kan forenes til modstand mod den herskende klasse, der profiterer af samfundsopløsningen. I mange måneder har iagttagere forudsagt, at midtvejsvalget vil føre til en republikansk bølge, fordi almindelige mennesker har fået nok af det demokratiske vanvid. Det skulle man tro, men kan man nu være sikker?. Nihilismen indebærer også, at man ringeagter demokratiet og om nødvendigt forfalsker valgene, så man opnår det ønskede udfald, uanset hvordan borgerne har stemt. Ondskaben har sine metoder.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)