Danmark skal kunne udvise flere kriminelle udlændinge, end tilfældet er i dag. Det mener S-regeringen, som vil ændre reglerne på området således, at en udlænding som udgangspunkt altid skal udvises, hvis vedkommende bliver idømt en ubetinget fængselsstraf.
”Der vil selvfølgelig være undtagelser af hensyn til de internationale konventioner, vi har tilsluttet os, og af hensyn til EU-ret”, sagde udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek for at helgardere sig.
Der har ifølge ministeren været ’rigtig mange sager’, hvor udlændinge har undgået udvisning trods en ubetinget fængselsstraf, fordi de har været i Danmark i lang tid.
De nuværende regler indebærer nemlig, at jo længere tid en udlænding har opholdt sig i landet, desto grovere kriminalitet skal der til, før det fører til udvisning.
Det kan undre, at regeringen har ventet 2 år med at gøre noget ved sagen. Til gengæld kan det ikke undre, at regeringen lancerer ”stramningen” netop nu – kort før folketingsvalget. Det åbenlyse formål er at stjæle vælgere fra hhv. DF og NB ved at give danskerne indtryk af, at regeringen strammer udlændingepolitikken.
Ifølge Kaare Dybvad Bek er det svært at sige, hvor mange flere der vil blive udvist, hvis regeringens forslag bliver til lov. Men hvis reglerne bliver strammere, som regeringen ønsker, så vil der være flere, der bliver udvist.
Det er påfaldende, at udlændingeministeren ikke aner, hvor mange flere der bliver udvist, men kan forsikre om, at der vil være flere, der bliver udvist.
Det bringer mindelser om et lignende illusionsnummer kaldet ”paradigmeskifte”, hvor VLAK-regeringen og DF i 2019 aftalte at flytte fokus i udlændingepolitikken fra integration til hjemsendelse.
Hverken VLAK eller DF ville dengang sætte tal på effekten af paradigmeskiftet. De har aldrig oplyst, hvor mange flere der ville blive hjemsendt, eller hvor mange opholdstilladelser der ville blive inddraget eller nægtet forlænget. Til gengæld har de gentagne gange sagt, at paradigmeskiftet vil have en ”mærkbar effekt”.
Det afstedkom følgende kommentar fra tidligere departementschef i Finansministeriet, Erik Bonnerup: ”Når man som embedsmand skriver, at noget har en mærkbar effekt, må man kunne svare på, hvor stor den er. Ellers kan man jo ikke vide, om den er mærkbar. Det grænser til noget vrøvl”.
Så når Kaare Dybvad Bek i dag forsikrer danske vælgere om, at ”der vil være flere, der bliver udvist”, kan det ikke betegnes som andet end grænseløst vrøvl.
André Rossmann
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)