Den borgerlige fortælling om den gode muslim

Islam har sneget sig ind i alle afkroge af det danske samfund. Islamiseringen sker efter salamimetoden. Grænserne flyttes stille og roligt, skridt for skridt. Der bliver gjort mere og mere plads til muslimske normer, krav og ønsker. Også blandt de borgerlige.

De fleste danske politikere kan i dag se den fare, som islam udgør i forhold til Danmarks sikkerhed og demokrati. De ser truslen, men nægter i realiteten at inddæmme islams indflydelse ved at stoppe den muslimske indvandring. For selvom indvandringen fra muslimske lande er bremset op, er den ikke stoppet. Den del af befolkningen, der har muslimsk baggrund øges konstant – og dermed øges også presset fra islam mod det danske samfund.

Det kan derfor ikke undre, at danske politikere i samtlige folketingspartier i stigende grad dyrker den rørende fortælling om den gode, integrerbare muslim. Selv blandt de danske partier, der af uvist hvilken grund betragtes som ”højreorienterede”, dvs. DF og Nye Borgerlige, er der konsensus om, at det kun er de islamistiske ekstremister, der udgør et problem.

Således sagde Pernille Vermund i august 2016 i forbindelse med balladen omkring hendes barndomsveninde, Sherin Khankan: ”Helt grundlæggende har jeg det sådan, at hvis nogen medlemmer af Nye Borgerlige ønsker at deportere danske muslimer, så er det fint, at de finder et andet sted at være. Jeg kæmper imod, at islam får indflydelse i vores samfund. Men vores politik er ikke forbudspolitik. Vi vil ikke forbyde islam og moskeer. Hvis det er det, man ønsker, skal man melde sig ind et andet sted. Vi vil bekæmpe islams indflydelse, ikke tvangsdeportere muslimer”.

Da det tyske valg var overstået i september 2017, har en bekymret Morten Messerschmidt (DF) sagt: ”AfD var gået for langt ved i sit principprogram at skrive ind, at islam ikke hører til i Tyskland”.

Ligeledes i 2017 sagde den daværende finansminister, Kristian Jensen (V), i et interview med Berlingske: ”Hvis befolkningen ønsker at udskifte en kultur med en anden (læs: muslimsk), så er det ikke en politisk opgave at bremse befolkningen. Vi kan ikke tillade os at stoppe borgernes frihed til at ændre vaner for at holde dem fast i et levende museumsliv”.

I 2019 har den tidligere undervisningsminister, Merete Riisager (LA), opfordret sit parti til at ”anvise en fælles national fortælling, der opfattes som nærværende og relevant for arabisk-muslimske danskere såvel som etniske danskere”.

I oktober 2019 vakte DF’s udlændingeordfører, Marie Krarup, furore, da hun lagde et billede af sig selv sammen med en ung kvinde, muslim og medlem af Dansk Folkeparti, på Facebook. ”Amina er et strålende eksempel. Og der er andre, og dem skal vi holde fast i og vise, at de er forbilleder, og de skal ikke svines til eller stødes bort. Vi skal ikke opføre os som nogle vulgære proletarer, der ikke fatter en dyt, når der nu er er et mindretal, der godt kan integrere sig”, sagde Krarup. Ikke et øje var tørt.

I dagens Berlingske skriver sognepræst og borgerlig debattør, Kathrine Lilleør, at det er forkert at tale om muslimske tørklæder som undertrykkende. ”Når jeg møder de der højtbegavede, veltalende, velartikulerede danske kvinder, der sidder med deres smukke tørklæder i deres smukke ansigter og har taget høje eksamener, ser ud af deres mandelbrune øjne, og så spørger: ’Hvor undertrykte tror I egentlig vi er?’, så kan jeg mærke, at jeg bliver flov”.

Sognepræsten fortæller, at hendes holdning til tørklæderne stammer fra tanken om, at vi i det danske samfund er rundet af den luthersk-evangeliske kirke og derfor ikke har behov for at skilte med religiøse symboler for at tro. ”Det kan godt være, at man gerne vil vise det (sin tro, red.) ved at folde hænderne, men det behøver man slet ikke, for vi er lige nær Gud af den grund. Og der er det da egentlig mærkeligt, at vi vedholdende bliver ved med at knytte muslimernes tro til det tørklæde, uden at vi har spurgt hver enkelt kvinde, om hun virkelig også har det på på grund af islam. Kunne det tænkes, at hver eneste muslimske kvinde herhjemme har deres helt egen grund til at bære det tørklæde? Kunne det tænkes, at vi herhjemme skulle til at parkere retten til at bære tørklæde – ikke under religionsfriheden, men under ligestilling. Altså under retten til at have det tøj på, som man har lyst til at have på, uden at folk dømmer en?”, spørger Kathrine Lilleør retorisk.

Den borgerlige kommentator Michael Kristiansen er enig: ”Jeg tror, at hvis man skal være et moderne, borgerligt, liberalt parti, så bliver man nødt til at have et nuanceret syn på for eksempel tørklæder”, siger han.

Det sete afhænger som bekendt af de øjne, der ser. På 24NYT opfatter vi ikke det muslimske tørklæde som en uskyldig hovedbeklædning, men derimod som en støtteerklæring til islam og et politisk statement, der promoverer værdier i modstrid med det omgivende danske samfund.

Den danske fortælling om de gode, moderate muslimer og de slemme islamistiske ekstremister afvises blankt af muslimerne selv. Bl.a. af Tyrkiets muslimske præsident Recep Tayyip Erdogan, som har slået fast: “Islam kan ikke være enten ‘moderat’ eller ‘ikke moderat’. Islam kan kun være én ting. Der har været fokus på begrebet ‘moderat islam’ i den senere tid. Det er imidlertid en idé, der stammer fra Vesten”.

Fortællingen om den gode, integrerbare muslim, der er velkommen i Danmark, sælger godt, fordi 72 pct. af danskerne, både de røde og blå, omfavner de herboende muslimer og islam. Det viser bl.a. en undersøgelse, som Mandag Morgen har gennemført i 2019. Her fremgår det klart, at kun 28 pct. af danskerne mener, at muslimske indvandrere bør sendes ud af landet.

André Rossmann

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)