QATAR AFHOLDER VM I DOBBELTMORAL

I de sidste hundrede år har dansk udenrigspolitik været styret af en ufravigelig formel, der ikke er offentliggjort, men som virker fint i praksis: DANMARK SKAL BEKÆMPE TYRANNI OG UNDERTRYKKELSE OVERALT PÅ KLODEN MEDMINDRE DETTE ER TIL FARE FOR DET DANSKE SAMFUND ELLER SKADER LANDETS KOMMERCIELLE ELLER INDENRIGSPOLITISKE INTERESSER. Dette medfører, at vi ikke provokerer lande, vi frygter, men ivrigt deltager på tæskeholdet mod dem, der ikke kan skade os. Vi deltog uden at mukke i de olympiske lege i Berlin i 1936 og i senere i Sovjetunionen og Kina. I 1936 lå holocaust endnu fire år forude, men det var klart for alle, at Tyskland var underlagt et grusomt og nådesløst diktatur. Det generede os heller ikke, at Sovjetunionen myrdede 20 millioner af sine egne borgere inden den røde fascist-stat blev opløst i 1991. Vi deltog i både sommer- og vinterolympiaden i Kina uden at medierne sagde et kvæk om de 60 millioner kinesere, styret myrdede i perioden 1949-2000. Det gav heller ikke løftede øjenbryn i den danske olympiske komité, at Kina er dækket af et net af KZ-lejre, der rummer alle slags afvigere og dissidenter, som er dømt for ’forbrydelser mod staten’.

Til gengæld deltog vi med begejstring i sanktioner og boykots mod stater, der ikke kan skade os, såsom Chile, Burma, Sydafrika, Irak og Østrig. Og nu er turen så kommet til Qatar, en lilleputstat, der er placeret på en gigantisk boble of naturgas. Verdensmesterskaberne afholdes altid i nationer, der kan opvise en lang og stolt fodboldtradition, hvad Qatar absolut ikke kan. Alene af den grund burde ørkenstaten aldrig have haft værtskabet, men sket er sket. Danmark kvalificerede sig og er med i slutspillet. Og så alligevel ikke. DBU, der er vores internationale fodboldambassade, er ikke tilfreds med denne rolle alene, men vil også være det kyske tempel for den ubesmittede moral. Der er jo mode i alt, også i etik og de rigtige meninger, og i øjeblikket er det regnbuebevægelsen og Black Lives Matter, der fører sig frem på den politiske modes catwalk. Det kunne lige så godt have været MeToo-bevægelsen eller kampen mod CO2, men det kommer nok.

DBU har lokket landsholdet til at iføre sig spilledragter, der symboliserer en protest mod Qatars totalitære styre og regnbuearmbind, der gør spillerne til pr-konsulenter for bøssebevægelsen. Og også gerne knæle før kampene for at vise solidaritet med apartheidbevægelsen BLM, der gør det kriminelt at være født hvid. Den internationale fodboldorganisation FIFA har sat en stopper for dette politiske dilettantcirkus og opfordret DBU til at koncentrere sig om sin primære opgave, nemlig at spille fodbold. DBU har reageret med hysterisk raseri og beskyldt FIFA for at være marionetdukke for Qatar. DBU’s formand Jesper Møller, der ellers ikke har gjort meget væsen af sig, skælder og smælder og kræver, at FIFA lader spillerne i fred. ”Vi er vrede nu!”, truer han. Møllers idrætshistoriske indsigt er til at overse, for ellers ville han vide, at FIFA og Den Internationale Olympiske Komité agerer, som de altid har gjort. Styreformen i værtslandene spiller ingen rolle for, hvem der skal afholde arrangementerne, så længe værtslandet kan garantere for atleternes og konkurrencernes sikkerhed. Det er således ikke FIFA, der skal lade spillerne være i fred, men tværtimod DBU, der skal holde sig fra at spille moralpoliti, især fordi det er dobbeltmoralsk ikke at være konsekvent, men kun jage de svageste dyr i flokken. Den danske regering har haft de sidste 10 år til at protestere politisk og diplomatisk over for Qatar’s holdning til slavearbejde, homoseksuelle og kvinder, men har klogeligt intet foretaget sig. Det er derimod hyklerisk, at DBU i samarbejde med hysteriske danske medier har skubbet fodboldlandsholdet foran sig i en protestaktion, ledelsen ikke selv tør tage. Beruset af den ekstreme internationale medie-eksponering har spillerne lade sig forføre til at bestige moralens udsatte barrikader, hvor det er farligt at opholde sig. Derfor holder politikerne sig også væk. Kampen mod racisme og undertrykkelse af minoriteter er en politisk opgave og ikke et ansvar, som skal pålægges en fodboldspiller. I de store fodboldklubber er der helt ned i ungdomsafdelingerne ansat mentalitetstrænere, der lærer de unge spillere at fokusere på de vigtige ting og udelukke alt andet. DBU burde således ansætte en mentalitetstræner, der skal hjernevaske formand Møller & Co. til at koncentrere sig om fodbolden og ikke tage vore sagesløse landsholdsspillere som gidsler i deres etiske og politiske kandestøberier, der som alt andet hjælpeløst amatørarbejde er dømt til at løbe ud i sandet.

Danmark vil i al fremtid stadig krybe for de store og stærke tyranner. Men måske skulle vi holde op med at mobbe de små og svage.