Arbejdspres sender danskerne til tælling. Hver femte FTF’er er ofte eller hele tiden stresset. Arbejdet er hovedårsagen, viser nye tal fra NFA og FTF. Brug for nye regler om psykisk arbejdsmiljø, mener FTF.
Hver femte FTF’er (22 %), fx sygeplejersker, socialrådgivere, finans- og it-ansatte, er stresset ofte eller hele tiden. Det viser en ny rapport, som COWI har udarbejdet for hovedorganisationen FTF, der repræsenterer 450.000 offentligt og privat ansatte.
Det er i tråd med den nyeste store undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) ’Arbejdsmiljø og Helbred i Danmark 2016’ blandt 50.000 beskæftigede på tværs af brancher og fag, der dokumenterer, at 16 procent ofte eller hele tiden indenfor de sidste to uger har oplevet stress.
”Vi ønsker klare regler om psykisk arbejdsmiljø. Der mangler en bekendtgørelse, der klart fastsætter reglerne på området og krav til arbejdsgiverne og fx kræver, at alle ledere med personaleansvar har en uddannelse i psykisk arbejdsmiljø”, siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF.
Politikerne bør efter svensk forbillede indføre tydeligere regler, der fx sikrer bedre balance mellem krav og ressourcer (arbejdsopgaver og hænder), uddannelse af ledere i psykisk arbejdsmiljø, supervision eller anden faglig sparring ved høje følelsesmæssige krav og håndtering af konflikter og forandringer. Det vil sikre et langt bedre og mere konkret udgangspunkt for indsatsen på arbejdspladsen, viser de svenske erfaringer.
Arbejdspresset blandt FTF’ere er højt, viser FTF’s nye undersøgelse. Hver tredje FTF’er (36 %) angiver, at de har en stor eller meget stor arbejdsmængde, og hver femte (22 %) har et højt eller meget højt arbejdstempo.
Arbejdet er vigtigste årsag til stress
Arbejdet er den væsentligste kilde til stress blandt dem, der indenfor de seneste to uger ofte eller hele tiden har følt sig stresset. Af de stressramte FTF’ere angiver samlet set 9 ud af 10 således arbejdet som en væsentlig årsag.
Det bekræftes af nye tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), der ligeledes viser, at arbejdet er hovedårsagen til stress for dem, der ofte eller hele tiden har følt sig stresset indenfor de seneste to uger.
Når NFA spørger de stressramte om, hvad den vigtigste kilde til deres stress er, svarer halvdelen, cirka 52 procent, at arbejdet er den vigtigste kilde til stress. Mens 43 procent siger, at både arbejde og privatliv er vigtigste kilde til stress. Kun 5 procent angiver privatliv som den vigtigste kilde. Sammenlægger man de 52 procent og de 43 procent, er det mere end 9 ud af 10, der angiver arbejdet som væsentlig medvirkende årsag.
FTF’s nye tal er altså helt i tråd med NFA’s undersøgelse, der viser det samme: At mere end 9 ud af 10 af de stressramte angiver arbejdet som en væsentlig kilde til stress.
”Vi må sammen finde løsninger, der tager udgangspunkt i den fælles interesse hos både arbejdsgivere, ledere og medarbejdere i at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø”, siger Bente Sorgenfrey, der også har løsninger med til politikerne og arbejdsgivere:
”Vi hører ofte fra ledere og arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter, at det psykiske arbejdsmiljø er komplekst, og at det er uklart, hvad der skal til for at forebygge og håndtere problemerne. Derfor foreslår FTF, at politikerne og myndighederne giver arbejdspladserne en håndsrækning ved at præcisere regler og krav om psykisk arbejdsmiljø i en bekendtgørelse.”
FTF undrer sig over, at der i dag helt naturligt er en masse regler og bekendtgørelser om, hvad arbejdsgiverne skal gøre for forebygge røg, støj og møg på arbejdspladserne, men IKKE en bekendtgørelse om det psykiske arbejdsmiljø, selv om det er en af de største udfordringer på det danske arbejdsmarked.
Tydelige regler vil være en konkret hjælp til ledelserne og medarbejderne på arbejdspladserne, som ofte står lidt famlende og usikre over for at håndtere udfordringerne i det psykiske arbejdsmiljø. En styrket og konkret forebyggende rådgivning og vejledning til arbejdspladserne vil tilsvarende kunne gøre en afgørende forskel, bekræfter eksperter.
Læs om FTF’s nye forslag om en bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø i notatet her: FTF-forslag om bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)