I praksis er det umuligt for politikerne at tvinge folk, der ikke vil, på fuldtid, fordi der er stærke økonomiske incitamenter til at være på deltid, skriver forskningschef i Cepos, Karsten Bo Larsen, i Jyllands-Posten.
”Vi har alle adgang til de sammen skattefinansierede velfærdsydelser, uanset hvor meget skat vi betaler. Dermed er en meget stor del af det enkelte individs forbrugsmulighed ikke afhængig af vedkommendes indkomst. Hvis man således går på deltid, falder indkomsten og dermed skattebetalingen, man får således de samme velfærdsydelser til en billigere skattepris, og regningen bliver tørret af på de andre skatteydere, der får lov til at betale en større del af ‘gildet’.
Man kan selvfølgelig købe flere forbrugsgoder, hvis man arbejder mere, fordi man dermed får en højere indkomst. Men det modvirkes også af velfærdsstatens fordelingspolitik. Skatterne er progressive og lægger beslag på en pæn del af indkomstfremgangen ved f.eks. at gå fra deltid til fuldtid. Skattesystemet begunstiger også at holde fri.
Den ovenfor beskrevne begunstigelse af personer, der vælger deltid (= mere fritid), er meget svær at hamle op med ved hjælp af moralprædikener og (beskattede) bonusudbetalinger”.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)