15.000 bananer, 1.500 liter cola, 42,195 kilometer og et hav af jublende tilskuere. Det er nogle af de ting, som venter på deltagerne til Copenhagen Marathon, når de på søndag bliver sluppet løs til en fantastisk løbeoplevelse i de københavnske gader.
Og i år bliver løbet noget helt særligt. Ikke kun fordi, Copenhagen Marathon har premiere på en ny rute og et nyt startområde i Fælledparken, men fordi det i år er 40 år siden, at det første verdensmesterskab i maraton med kvindelige deltagere blev afholdt. Det skete i Helsinki, Finland, i 1983, og det skal naturligvis fejres. Derfor bliver Copenhagen Marathon 2023 skudt i gang af de tre seje kvinder, som udgjorde det første danske maratonhold, nemlig Lone Dybdal, Mette Holm Hansen og Kjersti Jakobsen.
Vilde med løb
Med 12.500 tilmeldte er startfeltet et af de største i løbets historie. Og det er ikke kun danskere, der elsker at løbe maraton i København. I udlandet fortsætter begejstringen for Copenhagen Marathon også med at vokse, og faktisk har den aldrig været større. I år rejser hele 5.680 udenlandske løbere fra 103 lande til vores hovedstad, hvilket er det største antal, siden startskuddet til det første Copenhagen Marathon lød i 1980.
Og det er ikke kun Copenhagen Marathon, der oplever en markant stigende interesse.
“Det er en tendens, vi ser alle de store løb, vi arrangerer” fortæller Dorte Vibjerg, direktør for Sparta Atletik & Løb, som står bag Copenhagen Marathon.
“Tilmeldingerne til DHL Stafetten buldrer af sted, og Royal Run er stort set udsolgt. Faktisk er der tilmeldt mere end 92.000 løbere, hvilket er det største antal i løbets historie. “Interessen for Copenhagen Half til september er også helt utrolig, så her ser det også ud til, at vi må melde udsolgt, før vi plejer.”
NB: Hvis det ikke er alle 15.000 bananer, der bliver spist, bliver resten doneret til firmaet Banana Cph , som laver brød, kage og is af dem.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)