Groft bedrageri af ældre borgere

Fyns Politi har den 7. juni 2023 anholdt og sigtet fire personer for svindel af ældre kvinder i hele landet.

 

 

Tre af personerne blev anholdt ved en politiaktion onsdag den 7. juni. Den fjerde person afsonede en anden straf i fængsel, men er nu anholdt og fremstilles med to af de andre anholdte i grundlovsforhør ved retten i Svendborg torsdag med anmodning om varetægtsfængsling. Den sidste person er sigtet men fremstilles ikke i grundlovsforhør

De fire sigtede er:

– En 27-årig mand fra Sydfyn (uden fast bopæl)
– En 23-årig mand fra Svendborg Kommune
– En 28-årig mand fra Nyborg Kommune
– En 21-årig mand der pt. afsonede en anden fængselsdom

Alle fire personer er sigtet for groft bedrageri og mistænkes for at have kontaktet ældre borgere telefonisk, og udgivet sig for at være fra Nets eller banken. De ældre borgere er blevet overtalt til at udlevere betalingskort og koder til en person, der er mødt op på de ældre borgeres adresse, hvorefter de er blevet snydt for store beløb.
Indtil videre sigtes de anholdte for 29 forhold begået på Fyn og i Jylland for over 350.000 kroner, men politiet forventer, at der kan komme væsentlig flere sigtelser til – ligesom det ikke kan udelukkes, at der vil ske flere anholdelser.

Vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein i Fyns Politi siger: – De her kriminelle udnytter og bedrager nogle af de mest sårbare personer i vores samfund. Det er selvfølgelig godt, at vi nu har fået de her personer stoppet, anholdt og sigtet.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)