To mænd varetægtsfængslet i sag om rufferi og menneskehandel

Begge nægter sig skyldige, men kærede ikke varetægtsfængslingen.

 

 

To mænd på 62 og 77 år blev torsdag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger i en sag om rufferi og menneskehandel.

 

Begge nægter sig skyldige, men kærede ikke varetægtsfængslingen.

Den 77-årige mand befandt sig sammen med to colombianske kvinder på 35 og 36 år i en personbil, der onsdag eftermiddag blev taget ud til stikprøvevis indrejsekontrol af en baglandspatrulje fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

 

Kontrollen fandt sted nær Kruså Grænse.

 

I forbindelse med kontrollen fattede betjentene mistanke til personerne i køretøjet.

Den 77-årige mand blev anholdt og sigtet for rufferi, og samme dag blev yderligere en person, en 62-årig mand, anholdt i og sigtet for dels rufferi, dels menneskehandel.

Retten har fundet grundlag for at varetægtsfængsle de to personer på baggrund af en begrundet mistanke om rufferi, mens politiet har opretholdt sigtelsen mod den 62-årige for menneskehandel.

De to colombianske kvinder er ikke sigtede i sagen. Deres sager om eventuelt opholdsgrundlag bliver behandlet separat.

 

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi, der er placeret i Padborg. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseområdet, ligesom afdelingen analyserer, efterforsker og moniterer grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)