Det er på tide med etisk vurdering af Danmark

Det har skabt røre i Folketinget, da det kom frem, at den påkrævede etiske CSR-vurdering af artilleriindkøb hos den israelske våbenproducent Elbit slet ikke var gennemført, da forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) offentliggjorde milliardhandlen.

Sagen er vand på møllen for de antisemitiske elementer i det danske forsvar, som ikke kan tilgive Ellemann, at han har formastet sig til at købe våben fra den jødiske stat og ikke fra Danmarks ariske broderlande i EU. Forsvarsministeriets indkøber, FMI, er som bekendt i fuldt sving med at gøre kritikken af Ellemann til en skueproces.

Men – hvordan går det egentlig med etikken i lilleputstaten? Svaret er, at Danmark gennem tiderne har samarbejdet med verdens værste banditter som Putin, Xi, Assad, Saddam Hussein, Gaddafi eller Erdogan uden at gøre dem til genstand for etiske CSR-vurderinger. Og gør det fortsat.

Der var f.eks. ingen krav om en etisk CSR-vurdering af Syrien, da Martin Lidegaard i sin tid opfordrede til at forhandle med den brutale syriske diktator al-Assad.

Der var ingen krav om en etisk CSR-vurdering af Kina, da kulturminister Marianne Jelved, droppede et møde i Beijing med den kinesiske systemkritiker Ai Weiwei af hensyn til sine kinesiske værter og handelskontrakter med Kina.

Der var ingen krav om etiske CSR-vurderinger af Saudi-Arabien, da kronprins Frederik i 2015 deltog i en ceremoni til ære for Saudi-Arabiens afdøde kong Abdullah – en af denne verdens mest brutale diktatorer. Heller ikke, da den tidligere udenrigsminister Kristian Jensen (V) sammen med kronprinsparret mødtes med medlemmer af den saudiarabiske kongefamilie i Riyadh i forbindelse med et dansk erhvervsfremstød i oliestaten.

Og Tyrkiet? Her er der heller ikke behov for en etisk CSR-vurdering af landet, da Danmark har hårdt brug for at være venner med Erdogan med henblik på at forhindre tilstrømningen af muslimske migranter fra Mellemøsten og Afrika.

I år gav udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) danske producenter af våbenudstyr lov til igen at eksportere radarsystemer og softwarekomponenter m.m. til Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Har nogen hørt om de påkrævede etiske CSR-vurderinger i den forbindelse?

Også i år har statsministeren besøgt Egypten, der har en elendig historik med hensyn til menneskerettigheder. Her har hun rost den notoriske diktator Abdel Fattah El-Sisi for at være frontløber i klimakampen uden at kræve en etisk CSR-vurdering af Egypten, herunder landets fængsling af politiske modstandere og det manglende demokrati efter en mislykket revolution under Det Arabiske Forår i 2011.

Som Asger Aamund skriver andetsteds her i avisen, hviler dansk udenrigspolitik på det uskrevne dogme om, at ”Danmark skal bekæmpe tyranni, ufrihed og undertrykkelse overalt på kloden MEDMINDRE dette er til skade for Danmarks sikkerhed, økonomi eller indenrigspolitiske interesser”.

Dette dogme medfører, at danske regeringer med glæde deltager i sanktioner og straffeekspeditioner, der rammer mindre nationer som Sydafrika, Burma, Irak, Syrien og ikke mindst Israel, mens man passer meget på ikke at få ørerne i maskinen over for de store og farlige tyranner såsom Rusland, Kina, Saudi-Arabien og Iran. Det er typisk for den statsautoriserede danske fejhed og dobbeltmoral, at man aldrig tør tage konfrontation med de store drenge i klassen. Man finder i stedet et forsvarsløst offer som det lille Israel, som ikke kan skade danske interesser.

Når den snusfornuftige kræmmernation Danmark således leger en moralist og kræver en CSR-vurdering af Israel, er det ikke andet end spil for galleriet, fordi al moral og anstændighed for længst har forladt dansk udenrigs- og erhvervspolitik til fordel for en fej luderpolitik.

André Rossmann