Siden nazi-styrets fald har verden undret sig over, at tyske læger og ansete professorer kunne finde på at foretage rædselsvækkende medicinske eksperimenter på kz-lejrfanger, heriblandt børn. Havde de overhovedet ingen samvittighed? Åbenbart ikke.
Men der er måske ikke så meget at undre sig over, for det samme sker i dag.
En føderal dommer i Arkansas har netop omstødt en lov, der ville forbyde ”kønsbekræftende pleje” (”gender-affirming care”) for mindreårige.
Arkansas var den første stat, der vedtog en sådan lov, og senere har 18 stater gjort det samme.
Dommerens afgørelse må vække glæde hos Joe Biden, der har kaldt den slags forbud ”oprørende” og ”umoralske”. Samtidig har Det Hvide Hus, det demokratiske parti og det meste af pressen i længere tid gjort det til et hovedanliggende at forsvare og reklamere for ”transkønnethed”. Folk, der vender sig mod at lemlæste børn, bliver rutinemæssigt beskyldt for at være højreekstremister.
Bag transagitationen ligger den opfattelse, at børnene tilhører staten. Som talskvinden for Det Hvide Hus, Karine Jean-Pierre, udtrykker det: ”De er vores børn. De tilhører os alle.” Amerikanerne må altså indstille sig på, at de deler forældreretten over deres børn med staten. Og hvis staten finder, at børnene har det bedst med at undergå en ”kønsbekræftende” behandling, har forældrene bare at klappe i. Det samme mener lærernes fagforening, der fører en sej kamp for lærernes ret til at drøfte kønstransition med mindreårige, uden at forældrene får det at vide. Opbragte forældre har protesteret på forældremøder, men lærerne har reageret ved at overtale Justitsministeriet til at forfølge de ulydige forældre som ”hjemlige terrorister”.
Regeringen og medierne fremstiller transbehandlingen som menneskekærlig, men hvad indebærer den?
Det har Douglas Murray beskrevet i en netop offentliggjort artikel i New York Post.
Første skridt består i, at voksne fortæller børn med psykiske vanskeligheder, at de bor i den forkerte krop, men at deres sorger vil gå væk, hvis de får pubertetsblokkere (”puberty blockers”) og hormonbehandling. Hvad de langsigtede effekter bliver, er der ingen, der aner, for der foreligger næsten ingen undersøgelser. Men det er en god forretning for hospitaler, læger og medicinalindustrien.
Lidt ved man dog, nemlig at ”puberty-blockers” i mange tilfælde medfører knogleskørhed og kræft – foruden infertilitet og mange andre skader.
Efter den medicinske behandling går man over til den operative, som Murray beskriver i rystende detaljer.
For pigernes vedkommende er det bortskæring af brysterne. Derefter kommer ”bundoperationen”, der består i at lave en penis af en kødklump taget fra en anden del af kroppen. Resultatet ligner hverken en penis eller fungerer som en, men efterlader pigen med et grimt sår, der ikke vil heles.
Hvad angår drengene, består det kønsbekræftende indgreb i, at man skærer penis midt over, flår hvad der er tilbage og prøver at presse det ind i kroppen. Dette forsøg på at lave en vagina skaber livsvarige komplikationer. Såret vil ikke heles, og det bliver svært at tisse. Ofte kommer der infektion og smertefuld indre hårvækst.
De transiterede børn vil være inde og ude af hospitalerne resten af deres liv. Og det er altså, hvad regeringen og medierne beskriver som helsepleje.
Resultatet af den nye ide om børnene som statens ejendom bliver en ”historisk og skammelig” børnemishandling i ”industriel skala”, som Murray udtrykker det.
Han er overbevist om, at der vil komme et ramaskrig, når folk opdager, hvad staten har gjort ved deres børn.
Det har han uden tvivl ret i, men hvad vil det nytte? Kun magthavere, der er sikre på at kunne beholde magten, uanset hvad borgerne måtte mene, ville indlade sig på en så indgribende og irreversibel børnemishandling.
https://nypost.com/2023/06/22/
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)