Mens vi venter på sammenbruddet

Sommeren er over os, skoven er grøn, bierne summer, fuglene synger, og folk slapper af ved stranden. Vi hører heldigvis ikke meget fra politikerne, som ellers plejer at belemre os med den ene afsindige plan efter den anden til glæde for journalisterne, som får noget at skrive om.

Livet burde være godt, men inderst inde fornemmer vi, at roen er et overfladefænomen, og at dybe tektoniske plader er ved at forskubbe hele fundamentet under samfundet.

Udlændingeloven og masseindvandringen har for altid vendt op og ned på Danmark. Pludselig er der områder i landet, hvor fredelige borgere ikke tør befinde sig. Pludselig skal vi opleve, at nogle af årets studenter vifter med palæstinensiske flag i stedet Dannebrog, selvom danskerne har betalt for deres uddannelse. Og selvom dem af mellemøstlig herkomst måske udgør 6 pct. af befolkningen, optræder de dagligt i medierne, hvor de aldrig har andet at bidrage med end beklagelser over, hvor ondt de har det.

Denne tilstedeværelse er blevet dagligdag og noget, som politikerne og medierne fremstiller som en berigelse af Danmark, og skam få den, der mener noget andet.

Men hvor længe holder den påduttede idyl? Denne trommeild af statspropaganda, der skal få os til at tro, at alt er i skønneste orden?

Sikkert ikke ret længe.

Frankrig er i disse dage ved at gå op i sømmene, efter at en alliance af ”unge” og det yderste venstre er gået til voldeligt angreb på samfundsordenen. Det franske politi har truet med at tage sagen i egne hænder, hvis Emmanuel Macron ikke udviser den fornødne handlekraft og får slået opstanden ned. Macron siger, at han vil gøre noget, men hvem kan tro på det? Allerede for mange år siden stod det klart, at Frankrig havde importeret en talrig nordafrikansk befolkning, som ikke ville vide af landet eller af den vestlige kultur i det hele taget. Politikerne gjorde intet for at vende kursen mod samfundets opløsning, så hvorfor skulle de gøre noget nu?

Eller se på Sverige, hvor en nylig undersøgelse viser, at halvdelen af befolkningen overvejer at forlade landet, fordi det er blevet for usikkert. Hvor mon de vil tage hen, når tilvandringen overalt har fået de samme konsekvenser?

Hvor skal danskerne tage ophold i takt med, at de gradvis bliver presset af udefrakommende, der ikke vil dem noget godt?

Før eller siden får vi valget mellem underkastelse og modstand, og så skal det blive interessant at se, hvordan myndighederne stiller sig.

Desværre tyder de seneste årtiers erfaringer på, at staten og dens magtapparat vil slutte op bag de mest voldsberedte, fordi det vil kræve mod og beslutsomhed at handle anderledes, og fordi det altid er nemmere at undertrykke de fredelige og ubevæbnede.

Hvis vi vil bevare stumperne af retsstaten og den danske kultur, er det på tide, at vi begynder at overveje, hvad vi skal gøre den dag, staten har allieret sig med vore fjender. For det er den mest sandsynlige udgang.