Syd- og Sønderjyllands Politi gennemfører i ugerne 32 og 33 målrettede indsatser på skolevejene i forbindelse med skolestart.
I de kommende uger kommer mange små og urutinerede trafikanter ud i den travle morgentrafik. Skolerne i Syd- og Sønderjylland byder velkommen efter sommerferien i løbet af uge 32 og 33 og tager blandt andet mod de mange helt nye skolelever.
Syd- og Sønderjyllands Politi sætter i forbindelse med skolestarten ind med en målrettet indsats.
– Det handler om at skabe tryghed og sikre skoleveje for de mange børn og derfor gennemfører vi igen i år kontroller. Hvert år stopper vi desværre alt for mange bilister, der kører for stærkt eller glemmer at bruge sele på dem selv og deres børn, er uopmærksomme eller som ikke respekterer forbudsskilte ved skolerne, siger politikommissær John Weber fra Syd- og Sønderjyllands Politis Færdselsafdeling.
Fokus på bilernes hastighed
Politiet vil ligesom tidligere år sætte ind med både manuelle kontroller og Automatisk Trafik Kontrol.
Politiindsatsen vil især fokusere på:
- Bilernes hastighed
- Om børnene er korrekt fastspændt i bilerne i sikkerhedssele
- Om førerne selv husker at anvende sikkerhedssele
- Skolepatruljernes arbejde
- Forældrenes trafikale adfærd i forbindelse med aflevering af børn ved skolerne
Indsatsen bakker op om Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og kommunernes skolestartskampagne.
Gode råd fra Rådet for Sikker Trafik om skolevejen:
Til fods:
- Vælg en sikker rute. Det er den rute, hvor I skal krydse vejen færrest gange, og hvor der er mindst trafik.
- Gå ruten mange gange sammen og aftal enkle regler for, hvad barnet skal gøre de forskellige steder.
- Gentag reglerne, I har øvet før: Stop ved kantstenen, se dig for til begge sider, tjek at bilerne stopper, før du går over for grønt.
- Lær dit barn at lægge mobiltelefonen væk, når I går i trafikken. Og vær selv et godt eksempel.
På cykel:
- Vælg en sikker cykelrute, hvor I skal krydse vejen færrest gange, og hvor der er cykelsti.
- Lad dit barn køre inderst eller forrest – så kan du holde øje med det.
- Sig til i god tid, før I skal dreje.
- Lær dit barn at give tegn, når I skal dreje eller stoppe.
- Stop og se jer godt for, før I krydser en vej. Husk, dit barn har brug for længere tid end dig til at sætte i gang. Nogle steder skal I måske trække over.
- Husk cykelhjelmen. Den bedste måde at få dit barn til at bruge cykelhjelm, er hvis du selv gør det.
I bil:
- Vær opmærksom og udvis hensyn over for de andre trafikkanter på vejen.
- Vær opmærksom og udvis agtpågivenhed over for de mange nye og usikre trafikkanter.
- Sørg for at dine børn og du selv er fastspændt.
- Overhold hastighedsgrænsen.
- Koncentrer dig om at køre bil, når du kører bil.
- Respekter skiltningen omkring skolerne, indkørsel forbudt og parkeringsforbud m.m.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)