Det er en offentlig hemmelighed i retssystemet, at ansatte i såvel politiet som anklagemyndigheden i stigende grad er tvunget til at gå på kompromis med ordentligheden, grundigheden og objektiviteten under sagsbehandlingen for at nå de fastsatte måltal, der er aldeles urealistiske. Det udgør en trussel mod danskernes retssikkerhed, skriver forsvarsadvokat Julie Stage i dagens Berlingske.
”Det er ikke et særsyn, at man som advokat modtager straffesager, der bærer præg af, at det er gået for hurtigt under sagsbehandlingen. Samtidig er anklagemyndighedens medarbejdere så pressede, at den sagsansvarlige anklager ofte kommer ind over straffesagen for sent og/eller ikke udøver tilstrækkelig kvalitets- og legalitetskontrol med politiets arbejde – herunder med, at relevante retningslinjer følges undervejs i efterforskningen – sådan som anklagere er forpligtede til.
Ofte må møder anklagerfuldmægtige i retten med ufuldstændige anklageskrifter eller tager stilling til tiltalerejsning på baggrund af en mangelfuld efterforskning.
Det betyder, at en anklager kan ende med at tage stilling til, om der skal rejses tiltalte i en given sag på et grundlag, der ikke er tilstrækkeligt oplyst, hvilket forøger risikoen for, at ofre for forbrydelser må se deres gerningsmand gå fri, eller at en tiltale rejses mod en uskyldig”.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)