Udlænding idømt fængsel for overfald på 14-årig dreng

En 18-årig belgisk ung mand er torsdag blevet idømt fem måneders ubetinget fængsel for at have overfaldet en 14-årig dansk fodboldfan og taget hans trøje tæt på stadion i Aarhus i forbindelse med en fodboldkamp.

 

 

Det var i forbindelse med kampen mellem AGF-Club Brügge den 3. august, at overfaldet skete.
Her satte en større gruppe belgiske fans efter kampen i løb mod to 14-årige AGF-fans og den enes mor, og da de fik fat i den ene dreng, overfaldt de ham med slag og spark og trak trøjen af ham, inden de stak af fra stedet.

Det lykkedes lidt efter politiet at anholde den dengang 17-årige belgiske unge mand, der havde den 14-åriges AGF-trøje på sig. Derudover havde han en elefanthue i lommen og en tandbeskytter i munden. Han blev anholdt og dagen efter varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

 

Poserede med knyttede næver

Torsdag faldt der så dom i Retten i Aarhus, hvor den nu 18-årige mand blev dømt for vold, ulovlig tvang, grov forstyrrelse af den offentlige orden og overtrædelse maskeringsforbuddet. Retten valgte ikke at dømme for røveri, men i stedet for ulovlig tvang.

”Ud over besiddelsen af AGF-trøjen og maskeringen lagde retten også vægt på indholdet af den 18-åriges mobiltelefon. Her var der bl.a. video og billeder af, at han undersøgte, hvor der var videoovervågning, han poserede i bar overkrop med knyttede næver og tandbeskytter, og han havde søgt efter, hvor AGF-fansene opholdt sig, ” siger anklager Bjørn Fogh Sørensen.

Ud over fængselsstraffen blev den 18-årige også idømt udvisning med indrejseforbud i seks år.
Han skal forblive varetægtsfængslet, indtil han kan afsone.

Den 18-årige nægtede at have deltaget i overfaldet. Han modtog dommen men kærede beslutningen om fortsat varetægtsfængsling.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)