Der verserer to konkurrerende fremstillinger af årsagerne til krigen i Ukraine. Ifølge den ene fremstilling er Vladimir Putin en Hitler-lignende aggressor. Han ønsker at genrejse det sovjetiske imperium ved at sluge Ukraine og true de baltiske lande, Polen og de andre lande mod vest. Denne fremstilling er skabt af Washington og Bruxelles. Den er blevet gentaget i det uendelige af de europæiske ledere og af medierne. Hvis du anerkender denne fremstilling, bliver du lovprist som en menneskekærlig person og en moralsk retsindig borger i Europa, Vesten og verden.
Debatindlæg af f Benjamin Abelow
Den anden fremstilling hævder, at Putin invaderede Ukraine, fordi han erkendte en trussel fra Vesten, og især i form af den fremadskridende militarisering af Ukraine. Denne fremstilling er blevet undertrykt af vestlige regeringer og latterliggjort i medierne. Hvis man siger: ”NATO var årsag til denne krig!” bliver man kaldt ”Kreml’s håndlanger” eller ”Putin’s marionet.” Hvis man da ikke er NATO’s generalsekretær. I begyndelsen af september 2023 holdt NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg en tale for EU-parlamentets udenrigsudvalg. Her talte han om Finlands nylige optagelse i den Nordatlantiske Alliance. Han greb her også lejligheden til at latterliggøre Vladimir Putin. Ved at gøre det begik han det, som økonomen Jeffrey Sachs, Columbia University, betegner som en ”Washington-bommert.” Det betyder, ”at sandheden uheldigvis kom til at ryge ud af munden på ham.” Stoltenberg sagde nemlig, at ”Præsident Putin erklærede i efteråret 2021 – og sendte os faktisk et udkast til en traktat herom – at russerne ønskede, at NATO skulle skrive under på et løfte om ikke at foretage flere NATO-udvidelser. … Selvfølgelig skrev vi ikke under på det. … Han ønskede, at vi skulle skrive under på et løfte om aldrig mere at udvide NATO. … Det afviste vi. Så han startede krigen for at undgå NATO, mere NATO, tæt på sine grænser. Han har fået nøjagtigt det modsatte.”
Stoltenbergs bemærkninger er chokerende i deres ærlighed. Men ingen bør blive overrasket over at høre, at Putin ”startede krigen for at undgå NATO, mere NATO, tæt på sine grænser.” Allerede fra 1990erne forudsagde fremtrædende diplomater og forskere en katastrofe, hvis NATO ekspanderede imod Rusland. Tre tidligere amerikanske Moskva-ambassadører – George Kennan (der udviklede strategien til ”inddæmning” af Sovjetunionen), William Burns (den nuværende direktør for CIA) og Jack Matlock (der deltog i forhandlingerne om afslutning af Den Kolde Krig) – alle som én advarede de imod NATO-udvidelser. Prominente politiske høge var også modstandere af NATO’s ekspansioner. Blandt disse er Paul Nitze, der er forfatter til et hemmeligt stemplet dokument, kendt som NSC 68, der gav retningslinjer for USA’s militærstrategi under Den Kolde Krig. Desuden Richard Pipes, der er antikommunistisk korsfarer og Harvard-professor. Fyrre af USA’s mest erfarne diplomater, militærpersoner og eksperter erklærede i 1997 i et åbent brev, at udvidelser af NATO ville blive den værste udenrigspolitiske katastrofe i hele perioden efter Den Kolde Krigs afslutning.
I 2008, blot få måneder før NATO tilbød en ”åben dør” til Ukraine og Georgien, skrev ambassadør Burns følgende i en fortrolig email til den amerikanske udenrigsminister og andre højtstående embedsmænd: ”Ukraines optagelse i NATO er den klarest røde linje af alle røde linjer for den russiske elite (ikke bare Putin).” Senere i 2008 konkluderede USA’s National Intelligence Council, at NATO ved at tilbyde medlemskab til Ukraine havde skabt en reel risiko for, at Rusland ville annektere Krim-halvøen og også ville invadere det egentlige Ukraine. John Mearsheimer, der er en fremtrædende ekspert i politisk videnskab ved University of Chicago, kom i 2014 med den offentlige forudsigelse, at dersom USA’s politik over for Ukraine ikke ændrede sig, ville Rusland hellere gøre Ukraine til en ruinhob end at lade landet blive et vestligt militært bolværk på Ruslands grænser. Altså bør ingen være blevet overrasket over, at Stoltenberg talte over sig.
Den nuværende krig er ikke blot ødelæggende for Ukraine; men den skaber en reel og stigende risiko for atomkrig. At fremsætte et sådant synspunkt er ikke russisk propaganda. For synspunktet er baseret på en ny rapport, der er udgivet af RAND Corporation, en tænketank, der er grundlagt af USA’s militære forsvar – nærmest så langt fra russisk propaganda, som man kan forestille sig. Med klar og bramfri tekst erklærer RAND-rapporten, at ”yderligere bevidst eskalation, herunder russisk nuklear eskalation, er meget sandsynlig. En sådan brug at atomvåben ”ville kunne blive overraskende omfattende.” Hvis Moskva faktisk griber til at anvende atomvåben, ”kan brugen blive ret så ubegrænset,” herunder en mulig anvendelse af strategiske sprænghoveder. Hvordan kan vestlige bekymringer omkring NATO – set i lyset af den overvældende mængde af tydelige tegn på faren ved NATO-udvidelser – ende med at blive kaldt russisk propaganda? Dette er ikke sket ganske naturligt. Snarere er der sket det, at vi i Vesten er blevet ofre for det, som Noam Chomsky har betegnet som ”fabrikation af enighed.” I demokratier kan eliterne ikke føre deres intentioner ud i livet ved hjælp af autoritære magtbud. I stedet anvender de deres kolossale magt til at manipulere den offentlige opinion ved at skabe en kunstig konsensus, der skal understøtte den politiske kurs, de har valgt. Alt for ofte er denne politiske kurs utroligt farlig, grusom og inkompetent. Ifølge en studie fra Brown University har USA’s krige siden angrebet på de to tårne i World Trade Center i 2001 ført til døden for mere end tre millioner mennesker. Der findes kun én løsning på de nuværende ulykker i Ukraine.
Denne løsning er ikke perfekt, men den er den bedste blandt de forhåndenværende muligheder: En våbenhvile skal omgående presses igennem, og efterfølgende skal der findes en forhandlingsløsning. Vi må se realiteterne i øjnene! Ukraine vil ikke bestå i sin nuværende udstrækning. Landområder vil gå tabt, og de døde på begge sider vil ikke blive vakt til live igen. De 50.000 ukrainere, der har måttet lide under amputationer, vil ikke få deres tabte kropslemmer tilbage. De talløse unge russiske mænd, der blev brændt levende i deres kampvogne, vil ikke vende tilbage til deres koner, børn og forældre. Men i det mindste vil denne frygtelige krig finde en afslutning, førend tingene bliver værre for alle eller kommer fuldstændigt ud af kontrol. Det var ikke absolut nødvendigt for Putin at gå i krig. Men han blev presset op mod muren af eliterne i Washington og Bruxelles. Hvis situationen havde været omvendt – hvis fx Rusland eller Kina havde forsøgt at omringe USA med militære baser og havde udført missilaffyringer op imod USA’s grænser, sådan som NATO gjorde det i Estland i 2020 og 2021 op imod Ruslands grænser – så ville Washington bestemt også være gået i krig. Så, nej, hr. Putin er ikke nogen paranoid galning. Hvor meget man end må opponere imod, nære afsky for og beklage den rædselsfulde krig, som han satte i værk, må man også anerkende, at Putin gjorde nøjagtigt det, som USA ville have gjort i hans situation. Også de fleste andre lande ville have gjort det samme, forudsat at de havde haft tilstrækkelig militær magt til at gøre det. Uanset Stoltenbergs bemærkninger fremstår de udenrigspolitiske eliter i Washington og EU som værende psykologisk ude af stand til at erkende virkeligheden. I stedet for at indrømme deres fejltagelser og påtage sig deres ansvar for de katastrofer, som de har fremkaldt, fremturer disse ledere mere hårdnakket, og presser den samme løgnagtige fortælling endnu mere ud i det groteske. Det var netop det, som præsident Biden gjorde for nylig i FN. Det er derfor nødvendigt, at befolkningerne i Europa, USA og majoriteten af verdens lande – og de ledere, der endnu styres af intelligent, helstøbt og selvstændig tænkning – griber rorpinden og kræver en omgående afslutning af krigen i Ukraine.
Denne artikel blev oprindeligt offentliggjort på italiensk den 8. oktober 2023 i den italienske avis Il Fatto Quotidiano. Efterfølgende er artiklen offentliggjort på engelsk den 16. oktober 2023 på AntiWar.com. Artiklen er i sin ovenstående udgave oversat til dansk af Jens Kristian Bech Pedersen. En uddybning af artikelforfatterens synspunkter kan læses i den danske udgave af forfatterens bog, Benjamin Abelow: Hvordan Vesten bragte krigen til Ukraine, Hovedland 2023, 90 sider. Bogen er oversat til tysk, italiensk, polsk, dansk og slovensk, idet yderligere oversættelser til fransk, hollandsk og andre sprog er på vej. Artikelforfatteren Benjamin Abelow er amerikansk statsborger. Han har universitetsgrader i moderne europæisk historie fra University of Pennsylvania og i medicin fra Yale School of Medicine. Han har tidligere drevet lobbyvirksomhed i den amerikanske Kongres og har skrevet og forelæst om atomvåbenpolitik og krigstraumer.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)