Mere statsstøtte til danske zombie-virksomheder

I denne uge sagde erhvervsminister Morten Bødskov (S), at regeringen er klar til at åbne for mere dansk støtte til grønne virksomheder.

Dette i tillæg til de 42 mia. kr., som skatteyderne i forvejen sender til det statslige erhvervsfremmesystem. Og nu skal skatteyderne til lommerne og pumpe yderligere midler ind i de grønne virksomheder.

De danske skatteydere har ellers gennem årene betalt et voldsomt milliardbeløb i direkte og indirekte støtte til opbygningen af vindmølleindustrien. Det folkelige bidrag er blevet tålt i forventning om et langsigtet afkast i form af vedvarende energi til kostpris samt et tusindtal af eksportarbejdspladser i en ny industri. Det er dog blevet ved løfterne.

Danskerne lider i dag under tårnhøje energipriser, fordi vind og sol efter 50 års satsning ikke er i stand til at sikre en stabil energiforsyning. Og den grønne jobskabelse lader vente på sig. Antallet af job inden for det grønne område, herunder f.eks. miljøbeskyttelse eller produktion af grøn energi, er kun steget med ca. 16.300 fuldtidsbeskæftigede fra 2012 til 2019. Det svarer til, at andelen af grønne job er steget fra 2,8 pct. til 3,3 pct.

Statsstøtte sætter markedskræfterne ud af spil. Støtten til virksomhederne gennemføres under påskud af, at det er for at sikre arbejdspladser i virksomheder, der holdes kunstigt i live af staten. Og når staten kunstigt holder beskæftigelsen høj gennem statsstøtte, reduceres borgerne til overflødig arbejdskraft ligesom i Kina.

Gennem to årtiers gældsætning og forbrug afkoblet den underliggende produktion og indkomstdannelse har Danmark skabt en privat sektor, som på ingen måde kan skabe sin egen efterspørgsel. Det er derfor ikke overraskende, at erhvervslivet i øjeblikket kalder på mere statsstøtte.

Historisk set ser har der i Danmark været tradition for en relativ lang armslængde mellem staten og markedsøkonomien. Men når staten garanterer borgernes jobs og virksomhedernes omsætning, er armslængden mellem stat og marked i den grad brudt. Så er alle pludselig under offentlig forsørgelse, og alle penge er grundlæggende andre folks penge, hvilket på lang sigt er farlig vej at gå.

Den private sektor her i landet er blevet permanent afhængig af den statsskabte efterspørgsel, og adskillige tusinde danskere er nu i job, der reelt ikke længere eksisterer. Men da mange danske vælgere har interesse i, at regeringen fortsat beskytter deres zombiejobs og zombiefirmaer, har regeringen lovet mere statsstøtte til de grønne virksomheder.

Og eftersom den grønne branche har store muskler og et effektivt lobbyapparat, skulle det ikke undre, at den vil lykkes med at tiltuske sig yderligere skatteyderpenge.

André Rossmann

 

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)