USA SÆTTER DET DANSKE FORSVAR FRA BESTILLINGEN

Den danske regering er ferm til at bevillige rammeaftaler, som har til formål at narre medier og vælgere til at tro, at der nu er afsat penge til et bestemt formål. Det fine ved en rammeaftale er jo, at den ikke koster en krone, før de enkelte udgifter og investeringer er godkendt af ministerier, styrelser og udvalg. Og det tager jo sin tid, ved vi. En rammeaftale er derfor et politisk instrument, en slags forekommende hensigtserklæring uden forpligtelser overhovedet. I kølvandet på Ruslands overfald på Ukraine i 2022 skyndte den danske regering sig at bevillige et rammebeløb på 155 milliarder kroner til genrejsningen af det danske forsvar, der efter årtiers finansiel og militær afmontering henligger i ruiner. Statsministeren skyndte sig dog at helgardere tipskuponen ved at strække det afsatte rammebeløb til ind i 2030’erne og gøre anvendelsen af midlerne afhængige af et samarbejde mellem forsvarsministeriet, forsvarsstyrelsen, eksterne rådgivere, de tre værn og konsultationer med NATO.

Det er nu to år siden, regeringen med denne rammebevilling lukkede munden på kritiske medier og vælgere. Som sædvanlig er der intet sket i den forløbne tid. Forsvaret er stadig en ruinhob. Der er mangel på alt, selv støvler og uniformer. Kasernerne synker sammen i møg og skimmelsvamp. Gamle plimsollere uden bevæbning, men med nedslidte motorer tøffer halvblinde rundt i de grønlandske farvande, de er sat til at forsvare. De leverede F-35 kampfly er uden angrebssystemer. Det var der ikke råd til, så de avancerede fly kan kun bruges til at flyve i kortege med fodboldlandsholdet, hvis det skulle lykkes for Kasper Hjulmands Valium-drenge at vinde enkelt kamp. Ved det årlige NATO-topmøde i Wales i 2014 lovede den danske regering fremtidigt at bruge 2 procent af BNP på forsvaret i stedet for den godt ene procent, vi bevilliger i dag. Det løfte har vi som sædvanligt ignoreret, men som Martin Lidegaard fra de Radikale pointerer, var der ikke tale om et løfte, men om en hensigtserklæring. Altså en rammebevilling.

Den seneste NATO-rapport om Danmarks forsvarsevne er så fordømmende, at regeringen har nægtet at offentliggøre den, men det vides dog, at rapporten konkluderer, at Danmark aktuelt er helt ude af stand til at forsvare sig selv. Ikke engang i få dage, indtil NATO-styrker kommer til undsætning. I USA er man derfor kommet til den vurdering, at amerikanske NATO-styrker må overtage forsvaret af de danske sunde og bælter. Ikke for at afhjælpe de danske militære forsømmelser, men for at løse de vitale NATO-opgaver, som vi ikke magter. Siden Sovjetunionens opløsning og nedlæggelsen af Warszawa-pagten er NATOs primære kampzone rykket fra Vesttyskland og flere hundrede kilometer østpå. En militær konflikt med Rusland kommer til at udspille sig i en akse, der strækker sig fra Finland og de baltiske lande gennem Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn. Men også de danske sunde og bælter udgør fremtidens strategiske kamppladser. USA er derfor i færd med at flytte sine militære støttepunkter i Europa fra dets omfattende netværk af baser og depoter i Tyskland til de nye brændpunkter i Øst. Både Finland og Sverige er i besiddelse af moderne, effektive militære styrker og behøver ikke amerikanske krykker for at kunne forsvare sig selv. Men i en militær konflikt med Rusland kan man ikke vide, hvor russerne vælger at indsætte slagkraften af deres militære engagement. Derfor vil en forsvarsaftale med USA gøre det muligt at deponere militært udstyr og ammunition til de militære brændpunkter, så det ligger klar til brug for NATOs kampstyrker.

Hvis Rusland skal have en chance i en militær konflikt med NATO, er det en forudsætning, at russiske flådestyrker og luftvåben kan nedkæmpe konvojer i Atlanten, der fragter amerikanske tropper og udstyr til de europæiske kamppladser. Det kræver, at russiske flådestyrker kan komme helskindet gennem de danske sunde og bælter. Hvis russerne tilmed kunne besætte de danske flyvestationer, ville de vinde en times ekstra flyvetid over Atlanten svarende til omkring 1000 kilometers operationsdybde, en uvurderlig fordel. Under den kolde krig, i 1950’erne havde det danske flyvevåben egne kampstyrker, de såkaldte kupeskadriller, der var specielt uddannet til at nedkæmpe sovjetiske faldskærmstropper, som man ventede indsat i kampene om de operative flyvestationer, Aalborg, Karup, Skrydstrup og Vandel. Kupeskadrillerne var placeret på de enkelte flyvestationer og kunne rykke i felten med minutters varsel. I 1960’erne blev disse styrker naturligvis sparet væk, og i dag står flyvevåbnet reelt uden militær beskyttelse.

USA og NATO er i princippet ligeglade med forsvaret af de danske militære flyvepladser, men de er absolut ikke ligeglade med, at russerne i en krig har fri adgang gennem danske sunde og bælter og etablerer flybaser på vores jyske flyvestationer. Da Danmark uanset løfter og forsikringer fortsat nægter at oprette et troværdigt forsvar, har USA taget konsekvensen og sat os fra bestillingen. Amerikanske styrker har nu fri adgang til flyvestationerne Aalborg, Karup og Skrydstrup og kan indsætte det personel og det udstyr, de finder hensigtsmæssigt. Styrkerne er underlagt amerikansk jurisdiktion, hvad vi kun skal være glade for. Amerikanske militære domstole deler hårde straffe ud med rund hånd. Et voldtægtsforsøg koster nemt en soldat 15-20 år bag tremmer i Fort Leavenworth.

Denne triste ydmygelse af det danske forsvar er ikke gået op for medier og vælgere, som ukritisk har købt regeringens komiske salgsbudskab, at aftalen er en yderlige styrkelse af det ubrydelige militære samarbejde mellem Danmark og USA. Midt i begrædeligheden skal vi dog glæde os over, at de amerikanske styrker er underlagt USA’s militære ’Rules of Engagement’, altså regelsættet, der styrer kamphandlingerne. Det betyder, at USA bestemmer, hvornår de udstationerede styrker skal i kamp og ikke det danske forsvarsministerium, forsvarsstyrelsen, eksterne konsulenter, forsvarsudvalget og finansministeren, som tilsammen ville give os et nyt 9. april. Vi har intet lært af vores egen historie, men det har USA. Vi sluger derfor glade den bitre pille og takker Uncle Sam for endnu en gang at sikre vores frihed og tryghed. Når nu vi ikke selv vil.