Velfærd stoppes af klassekamp og ideologiske sværdslag

Selvom strukturkommissionens officielle opdrag er et bud på en grundlæggende omvæltning af sundhedsvæsenet, bliver private velfærdsleverandørers erfaringer med bedre anvendelse af eksisterende ressourcer ikke set og hørt. Tiltag, der ovenikøbet ville skabe arbejdsglæde og højne kvaliteten for borgerne, stoppes af ideologi og klassekamp, skriver Stine Louise Eising, der er administrerende direktør i Forenede Care Danmark og formand for Dansk Sundhed og Velfærd i DI, i Berlingske.

”Klassekampe og ideologiske sværdslag er udkæmpet på velfærdsarenaen, og derfor ligger sundhedsfaglige årsager ikke til grund for opgavefordelingen blandt medarbejdergrupper. Fagbevægelser kæmper om prestige, når de hiver arbejdsopgaver til sig og nægter andre.

Hovedløse beslutninger ødelægger helheden og overkomplicerer med drænende lovgivning og regler. Der mangler en integreret, digital infrastruktur, som letter informationsdeling på tværs af sundhedsorganisationer og landsdele. Lige nu tabes mennesker mellem kommuner og regioner, bl.a. på grund af den måde, de registreres i forskellige it-systemer.

En trist afspecialisering blev konsekvensen i 2007, da amterne blev afviklet, og kommunerne under serviceloven fik ansvaret for hjælp til alle borgere uanset problematik. I dag afgør dit postnummer alt fra niveauet af ældrepleje til om dit barn kommer på lejrskole. Kommunerne blev hverken garant for nærhed eller kvalitet, og især de mindre kommuner kan ikke bunde”.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)