Berlingske kritiseres for fake news

I en artikel om salg af elbiler og deres priser, som Berlingske bragte for nylig, stod det bl.a., at ”tyskere, franskmænd og spanierne ikke er så klar til at købe elbiler som vi er i de nordiske lande”. Berlingske skaber dermed det indtryk, at vi er meget mere grønne i Norden, og at elbiler er prismæssigt konkurrencedygtige med benzinbiler. Men dette er fake news, mener en af avisens læsere.

”Det er godt, at vi køber mange elbiler, men det er ikke, fordi vi har et mere grønt sindelag end landene syd for os. Det er, fordi elbilerne får positiv særbehandling, der gør dem kunstigt konkurrencedygtige. Vi giver afkald på afgiftsindtægter for at få grønne biler på gaden.

Landene syd for os har ingen eller ubetydelige registreringsafgifter og kan derfor ikke give de prisreduktioner, som vi kan. I Norge er de ‘endnu mere grønne’, end vi er, fordi der er det endnu mere økonomisk attraktivt at køre elbil (hvilket de i øvrigt har råd til, fordi de tjener store penge på salg af olie og gas!).

Jeg synes, det er vigtigt at være præcis med, hvordan tingene hænger sammen, og jeg synes ofte den journalistiske dækning giver indtryk af, at elbiler er konkurrencedygtige, og at danskerne er ’mere grønne’ end andre, hvilket er misvisende. Artikler om elbiler og priser herpå bør tydeliggøre, hvad det koster samfundet, at elbilerne er ’konkurrencedygtige’.”

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)