Cyberkriminelle er blevet rigtig gode til at franarre penge penge fra danskere, der tror de har gjort en god investering.
Man hører ofte om folk, der bliver snydt ved at overføre penge til kriminelle, der udgiver sig for at være en anden. Men flere og flere danskere bliver snydt af løfter om falske investeringer, der viser sig at være fup og fidus. Alene Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har afdækket såkaldt investeringssvindel for mindst 37 millioner kroner.
Svindlerne laver professionelt udseende hjemmesider, og overtaler så folk til at investere i eksempelvis bitcoins. Alt ser ud til at gå godt, lige indtil gevinsten skal hæves. Så forsvinder de før så hjælpsomme “investeringsrådgivere”.
– Svindlerne er blevet meget mere målrettede og dygtige til at narre folk til at investere. Der er nogle meget vellignende hjemmesider, hvor man kan følge sin investering. Det ser ud til at gå godt, og man kan se, at ens penge bliver mere værd. Hvis man var skeptisk i starten, kan det anspore til at man skyder flere penge ind i det, fordi man kan se hvor godt det går, siger Carsten Høj Hansen, der leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til It-borger.dk
Han forklarer, at nogle er blevet snydt for mellem 100.000 kroner og flere millioner kroner.
De udspekulerede kriminelle er gode til at vinde tilliden hos deres ofre, som typisk er ældre mænd, forklarer afdelingslederen.
– Vi har set, at borgere har været så fortrolige med dem, de skulle investere hos, at de overlader styringen af deres computer til rådgiveren. Og det kan jo så give adgang til alle borgerens penge, siger han og fortæller, at der også har været tilfælde hvor rådgiveren har talt dansk.
Gode råd til at undgå investeringssvindel: Søg altid råd hos anden uvildig rådgiver, inden du investerer Afvis uopfordrede opkald med opfordring til investering Vær kritisk ved tilbud om garanteret højt afkast og sikker investering Vær særlig opmærksom, hvis du har været udsat for svindel før. Svindlerne deler oplysningen Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)