Sammen med et bredt flertal af folketingets partier udvider regeringen de allerede aftalte kompensationsordninger.
På grund af den stigende smitte har regeringen sammen med et flertal af Folketinget indført flere restriktioner, der får betydning for, hvordan danske erhvervsdrivende kan køre deres forretning.
Derfor aftalte regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier allerede i sidste uge at åbne for de generelle kompensationsordninger. Det betyder blandt andet, at alle de virksomheder, der nu oplever at blive midlertidigt lukkede, vil kunne få kompensation under disse ordninger. Og nu er aftalepartierne blevet enige om yderligere initiativer.
Aftalepartierne er enige om, at virksomheder, der er ramt af restriktionerne, kan vælge at lukke ned frivilligt og få dækket op til 90 pct. af virksomhedens faste omkostninger og omsætningstab som selvstændig (op til loftet) samt benytte lønkompensationsordningen for hjemsendte medarbejdere.
Det bliver også muligt at søge om kompensation fra den dag, der er trådt restriktioner i kraft dvs. hhv. den 10. december eller den 19. december.
Puljen for kasserede letfordærvelige varer udvides, så virksomheder og leverandører, der pga. restriktioner brænder inde med letfordærvelige varer i perioden den 10. december til den 19. december 2021, kan få hjælp.
Derudover etableres der ligesom sidste år en ’Decemberpulje’, hvor virksomheder kan søge om kompensation på op til 150.000 kr. for sæsonbetonede omkostninger f.eks. julepynt eller anden udsmykning og 250.000 kr. for sæsonbetonede letfordærvelige fødevarer.
Erhvervsminister Simon Kollerup:
”Jeg tror, at vi er mange, som havde håbet på en jul uden corona. Desværre står vi en situation, hvor vi næsten hver dag ser nye smitterekorder. Derfor har vi været nødt til at indføre flere restriktioner, så vi kan få smitten sparket til hjørne. Men når der kommer restriktioner, så følger hjælpen med. Derfor spændte vi i sidste uge det brede sikkerhedsnet ud under dansk erhvervsliv, og nu har vi justeret og udvidet nettet, så dem der bliver ramt kan få hjælp.
For de restauranter, som måtte ønske at holde restauranten helt lukket, er der hjælp til at betale dele af de faste omkostninger – op til 90 pct. – ligesom vi nu introducerer en decemberpulje, så virksomheder kan få dækket særlige udgifter fra julemåneden.”
Torsten Schack Pedersen, erhvervsordfører for Venstre:
”Venstre er tilfredse med, at der med to nye ordninger gives virksomhederne mulighed for kompensation for de tab, som de nye restriktioner påfører dem. Ligeledes er det positivt, at det slås fast, at virksomheder, der vælger at lukke ned, kan få 90 pct. kompensation af deres faste omkostninger.”
Hans Kristian Skibby, erhvervsordfører for Dansk Folkeparti:
”I DF er vi naturligvis ærgerlige over at der allerede nu viser sig nødvendigt med yderligere erhvervsrettede tiltag, men omvendt har vi fra starten talt for, at der netop løbende skal bydes ind med nødvendige tilretninger”.
Katrine Robsøe, erhvervsordfører for Radikale Venstre:
”Coronaen trækker tænder ud hos alle, men hos dele af vores erhvervsliv er det voldsommere end hos os andre. Derfor har vi allerede i sidste uge åbnet for de store kompensationsordninger og med de nye restriktioner udvides der naturligvis for at gribe de tvangslukkede og de tab der kommer med pludselige restriktioner. Senere skal vi selvfølgelig sikre, at vi fra politisk side også hjælper til at få en god genstart”.
Rune Lund, erhvervsordfører for Enhedslisten:
”Aftalen indeholder fornuftige tilpasninger af de hjælpepakker, vi forhandlede på plads i sidste uge. Dermed sikrer vi, at flere små virksomheder og flere små selvstændige, der står i en svær situation, får mulighed for at blive omfattet”.
Mona Juul, erhvervsordfører for Konservative:
”Defacto lukning har samme konsekvens som tvangslukning. Derfor har det været helt afgørende at virksomheder der rammes af nye restriktioner, selv kan vælge at lukke ned og samtidig få fuld kompensation. Det lykkedes ikke at får 100% dækning af faste omkostninger – men 90%. Vi håber, at det sammen med lønkompensation etc. er tilstrækkeligt for de meget trængte virksomheder og arbejdspladser, der nu igen må holde for. Vi har brug for jer!”.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)