Ringede 112 og løj om knivoverfald
En 25-årig mand er blevet anholdt og sigtet for at misbruge 112 og tilkalde hjælp uden nogen grund.
Den 25-årige ringede flere gange til 112 i løbet af torsdag morgen og forklarede, at han havde brug for en ambulance. Dog kunne han ikke oplyse om hvorfor. Klokken 6.30 ringede han for fjerde gang – denne gang med en forklaring om, at han var blevet stukket flere gange i ryg, arme og ben med en kniv.
Politi og ambulance rykkede derfor ud med det samme til Rundhøj Allé i Højbjerg, hvor manden ringede fra. Her traf de den 25-årige mand, der dog ikke havde nogen synlige skader og havde en meget usammenhængende forklaring. Han blev derfor anholdt og sigtet efter straffelovens paragraf 135, som bruges hvis en person “har misbrugt faresignal”.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)