ALT DET VI IKKE TALER OM

Det siges, at hvis man anbringer en kamæleon på et spraglet tæppe, eksploderer den. Dette gælder dog ikke super-kamæleonen Lars Løkke Rasmussen, der ser ud til at stortrives lige midt på et politisk tæppe med alle regnbuens farver. Da de større politiske partier er ret enige om, at Danmark fortsat skal være socialdemokratisk velfærdssamfund, er det jo ikke de større politiske mærkesager, der optager vælgere og medier i denne valgkamp. Aviserne flyder derfor over af troværdighedsmålinger, en daglig meningsbørs, hvor partiledernes offentlige værdi på vælgermarkedet suser op og ned i takt med deres tv-præstationer gennem det seneste døgn. Derfor handler valget ikke om politik, men om politikere. Lars Løkke har således møvet sig hen over midten helt ind i centrum af debatten, der hvor en kommende statsminister helst vil være. Og hvis der skulle være enkelte danskere, der tror, at Løkke ikke arbejder på at blive statsminister igen, bør de fratages statsborgerskab og stemmeret.

Så lille Lars fra Græsted har atter erobret dagsordenen, da alle medier nu diskuterer hans chancer for atter at blive regeringschef. På den borgerlige side var der en bleg diskussion om skattepolitikken, men den døde hurtigt til fordel for en debat, om muslimske sosu-assistenter må bære tørklæde på arbejdet. Islams politiske bevægelse er lige så vigtig som den religiøse. Danske politikere og medier anerkender kun islam som en religion og ikke som et totalitært samfundssystem, hvad tørklædet i høj grad symboliserer. Derfor endte debatten som sædvanlig i et rodet meningskaos. Så dukker Lars Findsen heldigvis op som en trold af en æske med sin nye bog, der igen giver os mulighed for at stemme om troværdighed og ikke om politik. Der er ingen tvivl om, at Findsen er blevet sjofelt behandlet af regeringen, men det får ingen indflydelse på valgresultatet. Mette Frederiksen er beklædt med politisk teflon og kommer uberørt igennem Corona-diktaturet, minkskandalen og likvideringen af Lars Findsen. Lev med det.

I alle landets større aviser kunne vi læse en helsides annonce fra Venstre med et prægtigt foto af Jakob Ellemann, der erklærer: ”Mine børn må aldrig spørge mig, hvorfor jeg ikke tog den grønne omstilling alvorligt”. Det kommer Ellemann heller ikke til at opleve. Han må imidlertid græmme sig over, at hans børn vil spørge ham: ”Hvorfor tog du ikke Danmarks energiforsyning alvorligt?” Det er jo ufatteligt, at Venstres formand midt i en akut energikrise, som vores politikere selv har skabt, stadig kan få sig selv til at fable om den grønne omstilling. En næsten enig politikerfront er nu fanget i den fælde, de selv har opstillet for vælgerbefolkningen. I 20 år har politikere og medier prædiket om Jordens snarlige undergang, hvis ikke vi omgående afskaffer fossile energikilder og erstatter dem med sol og vind. Vi har stranguleret olie- og gasudvinding og sat hele energiforsyningen på sol- og vindrouletten, som er fuldstændig uden chance for at dække det danske energibehov. Fossile brændstoffer leverer 83 procent af klodens energi, og sådan vil det være i mange årtier frem, da der er flere end 600 kulkraftværker under opførelse globalt. Vælgerne er imidlertid blevet hjernevasket til at tro på FN’s undergangsfantasier, og fælden er klappet i omkring danske politikere, der nu er tvunget til at støtte klimaminister Dan Jørgensens kække påstand, at vejen ud af energikrisen er at sætte mere fart på den grønne omstilling. Politikernes ansvar for energikatastrofen er ikke noget tema i valgkampen. Tavshed er guld. For de har alle et ansvar for den kommende mørke og kolde vinter.

Flere borgmestre har været fremme med krav til familier til de gamle på plejehjemmene om at deltage i pleje og omsorg, da det offentlige ikke kan løfte opgaven. Den diskussion bliver fejet ind under gulvtæppet, fordi den viser, at politikerne har tabt kontrollen med væksten i omsorgssektoren, der frejdigt ansætter tre sagsbehandlere for hver sygeplejerske eller sosu-assistent. Dagens politiske modeord hedder ’ bred regering hen over midten’. Brede forlig hen over midten har kostet os den politiske kontrol med den offentlige sektor, afvæbning af forsvaret, styringen af indvandring og inddæmningen af EU’s voksende formynderi. Moderne vælgere har mistet deres sunde fornuft og labber i sig, hvad de dominerende centrum-venstre medier serverer for dem. Og dagens ret hedder ikke politik, men troværdighed. Så det stemmer vi om den 1. november. I Danmark arbejder to tredjedele af befolkningen i den offentlige sektor eller er på overførselsindkomst. Disse vælgermasser ønsker en stærk stat, og det får de også efter dette valg. Mette Frederiksen står til at vinde på sin genopstandne troværdighed. Måske endda med det, hun helst vil have: en socialdemokratisk mindretalsregering, som naturligvis vil arbejde ’hen over midten’. Hvis miraklet skulle indtræffe, at den pseudo-borgerlige blok kan danne regering med Moderaterne, vil Lars Løkke – heftigt presset – nok kunne overtales til at tage endnu en tørn i statsministeriet i ’bredt samarbejde hen over midten’.