ANGELA MERKEL: DRONNINGEN AF RETRÆTE-HUMANISMEN

Efter søndagens valg til det tyske parlament siger vi formelt farvel til den tyske kansler gennem 16 år Angela Merkel. Det vil sige, det gør vi ikke lige med det samme. Regeringsdannelsen bliver en yderst kompliceret og møjsommelig affære, hvor politiske fjender er pisket til et samarbejde som forudsætning for en regeringskoalition med et flertal bag sig. Det kan tage måneder, og tyske aviser antyder, at det stadig kan blive Merkel, der leverer kanslerens nytårstale.

Angela Merkel er populær både i Tyskland og i de europæiske samfund. Hun anses for den pragmatiske problemløser, der er kemisk renset for dristig nytænkning og vidtløftige visioner. Hun ses som det sikre kort, garanten for tryghed, helgarderingen af livets tipskupon. Siden Konrad Adenauer sad i kanslerstolen har samtlige tyske statschefer stået for en robust fremgangslinje i landets økonomiske og politiske udvikling. Merkel har fortsat forgængernes politik, men hun overraskede medier og politiske venner og fjender, der ikke havde regnet med, at den lille forsagte, grå mus med rødder i DDR kunne vokse sig ud af Helmuth Kohls vældige skygge. Men det klarede hun godt på sin egen måde. Stille og roligt.

Slår vi imidlertid hele bonen op, har Merkel været skyld i mange ulykker og problemer, der har ramt os alle. Hun har alle dage repræsenteret et begreb, vi kunne kalde for retræte-humanismen, altså en permanent undvigelsesmanøvre, der skal forhindre en kollision med stærkere kræfter. Og det er jo rigtig nok. Kører man i bakgear, kommer man ikke i frontalt sammenstød. Merkel er medansvarlig for drabet på den tyske nationale identitet. Hun er ikke eneansvarlig, for tyske medier og opinionsdannere stempler nationale og patriotiske holdninger som populisme og nynazisme. Tyskland skal i Merkels optik ses som kun en ansvarlig brik i det store internationale, samarbejdende maskineri. Det er også på Merkels vagt, at det tyske forsvar er reduceret til et impotent vagtværn. Tyskland er som Danmark nærmest passivt medlem af NATO. Merkel ignorerer Ruslands aggressive militære oprustning og håber, at problemet går væk af sig selv. Hun tillod millioner af migranter at vælte ind i Europa i 2015, hvor Tyskland kun blev reddet af Østrig, Ungarn og Kroatien, der gennemførte et flygtningestop. Merkel blev kørt over af klimaevangelisterne og nedlagde de tyske atomkraftværker, således at landets energiforsyning nu igen hviler på brunkul. Kanslerens retræte-humanisme dominerer mediernes nyhedsdækning, der dagligt slår knuder på sig selv for ikke at støde mod islams ekstremt lave krænkelsestærskel. 

 Nytårsnat 2016 blev mere end tusind kvinder groft seksuelt krænket i Köln af islamiske migrantgrupper uden, at medierne turde tage sagen op. Først da de mange overgreb flød ud på de sociale medier, måtte politi, medier og politikere modstræbende kommentere begivenhederne. Merkel er også på rutinemæssigt tilbagetog fra regnbuefascisterne, der maser bizarre kønsidentiteter ned over forsvarsløse tyske borgere, skoler og familier. Merkel er nok populær, men hun forlader en skude, der rummer hendes mange lig i lasten. Og her bliver de liggende. Hvad enten den næste kansler hedder Scholz eller Laschet, har begge kandidater garanteret kontinuitet som grundlaget for deres fremtidige politik. Så hvis tyskerne vil se fremtiden i møde, må de kigge i bakspejlet.